Dette er et læserbrev og udtryk for skribentens egne holdninger. Eventuelle synspunkter og vurderinger er alene skribentens og deles ikke nødvendigvis af Dansk Vegetarisk Forening.
Jeg hedder Hubert, jeg er 18 år gammel, og jeg går i 3.G på Det Frie Gymnasium på Nørrebro i København.
I sidste uge stemte skolen for fremover at køre vores kantine som fuldstændigt vegansk. Det var mig, der foreslog, at vi afholdt afstemningen, og som stod for hovedparten af argumentationen for sagen.
Jeg tog sagen op, fordi jeg ser, at vi som verden må ændre radikalt på vores madvaner, og fordi jeg ser, at der på trods af gode takter mange steder – langt flere offentlige kantiner og private familier har for eksempel fået ”kødfrie dage” end for få år siden – er en vis modvilje mod at skille sig af med mælken, som tilsyneladende for mange er mindre problematisk end kødet.
Det føltes fantastisk med ord og tanker at nå andre mennesker. Hvis den kontakt, vi skabte, har reddet én eneste ko fra at blive født ind i mælkeproduktionen, så er det et rimeligt udbytte.
Det mener jeg ikke, at mælken er. Jeg ser afviklingen af komælkeproduktion i Danmark som et afgørende skridt på vejen mod en grønnere og mere solidarisk verden. Men det kan man jo ikke bare sige. Og det, jeg siger her, håber jeg, at I vil bringe i bladet, for jeg mener, at det vil komme en del veganere til gode at høre: Jeg kom igennem med forslaget, og der var endda ganske mange, som var oppe og sige, at de havde tænkt sig at stemme mod forslaget før de hørte mig argumentere for det, men som så endte med at stemme for.
Jeg tror, at det bl.a. drejer sig om, at jeg undgik en væsentlig brist, som den veganske argumentation har tendens til at have: udskamning. Og dette især på det, man lidt populært kan kalde det ”etiske”.
For kommer man til at insinuere over for et andet menneske, at de er dårlige, usympatiske, eller i yderste konsekvens amoralske, så lukker de sig om sig selv og vil ikke have noget at gøre med argumenterne, vil ikke høre noget om, hvordan verden skal være, fra en, der kalder dem dumme.
Jeg gjorde det hurtigt klart, at ingen har gjort noget forkert, og at alle kan spise lige, hvad de vil, når de kommer hjem. Men at vi som fællesskab har pligt til at træffe det valg, som vi alle ved – mærkeligt, instinktivt – er det rigtige. Derefter kunne CO2-statistikker, prissammenligninger, og appeller til at gøre det rigtige køre sejren hjem.
Rundt om i København hænger der klistermærker med teksten: ”Hvis du ikke er veganer, er du et dårligt menneske.” Jeg pines ved det. For jeg ved, at de, der ikke er veganere, kun kan se dem og blive utilpasse med et vegansk livssyn, kun kan se det og tænke, at det i hvert fald ikke er noget for dem. Men det er det!
Ved at argumentere med kærlighed og med menneskelig tillid har vi på Det Frie Gymnasium i sidste uge gjort et væsentligt indhug i købet af mælkeprodukter i vores kvarter, og – mener jeg – banet vejen for andre indhug i andre husstande, foreninger, kvarterer, byer, kommuner, regioner og i sidste ende lande, ved at vise, at den rigtige vej frem er gangbar og velsmagende.
Hvis jeg skulle finde på et tidspunkt i de sidste par år, hvor jeg har været gladere, end da skolen stemte for den veganske kantine, skulle jeg nok tænke mig længe om. Det føltes fantastisk med ord og tanker at nå andre mennesker. Hvis den kontakt, vi skabte, har reddet én eneste ko fra at blive født ind i mælkeproduktionen, så er det et rimeligt udbytte, vil jeg mene.
Tak for at lytte til mig.
Dette er et læserbrev og udtryk for skribentens egne holdninger. Eventuelle synspunkter og vurderinger er alene skribentens og deles ikke nødvendigvis af Dansk Vegetarisk Forening.