Erhvervsfiskeri

Rovdrift på verdenshavene

Ifølge FAO’s analyser bliver 31,4 procent af vilde fiskbestande fisket i en sådan grad, at det ikke biologisk bæredygtigt. Det vil sige, at fiskene altså ikke kan nå at reproducere sig hurtigt nok til at holde bestanden ved lige. Og det betyder, at visse arter er i fare for at uddø.

Faktisk fanges der så mange fisk, at man normalt ikke opgør mængden af fisk i antal individer, men i stedet opgør mængden i tons. Således estimeres det for eksempel af FAO, at der globalt blev fanget 96.4 millioner ton fisk i 2018.

Der er dog nogle, som har forsøgt at udregne, hvor mange antal fisk det svarer til. Disse estimater kommer frem til, at der ca. fanges mellem 1.000.000.000.000 og 2.700.000.000.000 (billioner) fisk på verdensplan hvert år. Det er over 120 gange flere, end der er mennesker på jorden.

Fisk hives op af vandet og kastes døde tilbage

Når fiskerne sejler med kæmpe net eller trawlere, kan de ikke vælge kun at fange de fisk, de havde til hensigt at fange. Derfor ender mange andre arter af dyr ofte i de store fiskenet. De fisk, som fiskerne ikke anser for profitable, kan ligge længe på dækket, mens fiskerne sorterer til og fra. Da fisk ikke kan trække vejret over vandet, dør mange af dem derfor af åndenød. Afhængig af art og forskellige faktorer, kan det tage alt fra nogle minutter til flere timer, før fiskene dør. Det medfører, at disse fisk kan ligge og lide i meget lang tid, før de skovles op og smides døde tilbage i havet.

Erhvervsfiskeri og fiskeopdræt hænger tæt sammen

Det estimeres, at mellem 1/3 – 50 % (se også her) af de vildt fangede fisk, der årligt trækkes om bord på fartøjerne, ikke sælges til menneskelig konsum, men istedet ender som fiskeføde til fisk i dambrug. Dambrugene bidrager således til mange af de problemer, som erhvervsfiskeri ellers alene er blevet kritiseret for. Dertil kommer, at dette er med til at skabe en velfærdspyramide, der er usynlig for forbrugeren, og som indebærer ekstremt meget lidelse for både de fisk, der fodres til andre fisk og dem, der sælges til menneskelig konsum.

Læs mere om fiskeopdræt her

Bifangst er et kæmpe problem

Ifølge International Whaling Commission ender mere end 300.000 hvaler, delfiner og marsvin som bifangst hvert år. Andre estimater, som for eksempel et 2006 studie, anslår, at det samlede antal af havpattedyr, der endte som bifangst langt oversteg 300.000 i årene 1990-1994, hvis man også talte sæler med.

Hvem er ikke talt med? 

I disse tal har man dog ikke medtalt andre havdyr, såsom hajer, søløver, oddere, fugle eller de fisk, som ikke var fiskernes målgruppe. Medregnes disse, må man antage, at antallet af dyr, der ender som bifangst, langt overstiger disse tal.

Det er også interessant, at studiet nævner, at mellem 50 – 70 % af dyrene i visse populationer sandsynligvis har siddet fast i fiskenet mindst én gang i deres liv, samt at 10-30 % af dem ender med at blive viklet ind i fiskenet hvert år.

Er tallet faldende? 

Ifølge nogle, har tiltag indenfor artsbevarelse gjort, at antallet af større havdyr, der ender som bifangst, er blevet mindre inden for de sidste par årtier. Men da det er svært at få fiskerierne til at rapportere bifangst, samt at det er omkostningstungt at kontrollere og overvåge, er der stor uvished om, hvor omfangsrigt problemet egentlig er. Ifølge ovennævnte studie, er det meget muligt, at antallet kun er blevet mindre, hvis overhovedet, fordi fiskeindustrien fisker mindre i nogle områder grundet svindende fiskebestande.

300.000

Så mange hvaler, delfiner og marsvin ender som ofre for bifangst hvert år.

Andre arter inkluderer:
blæksprutter
hajer
skildpadder
søløver og søkøer
oddere
div. fugle

Langt de fleste fisk, der fanges som bifangst, når at dø af åndenød, før de bliver kastet tilbage i vandet.

Ifølge International Whaling Commission ender mere end 300.000 hvaler, delfiner og marsvin som bifangst hvert år. Andre estimater, som for eksempel et 2006 studie, anslår, at det samlede antal af havpattedyr, der endte som bifangst langt oversteg 300.000 i årene 1990-1994, hvis man også talte sæler med.

Hvem er ikke talt med? 

I disse tal har man dog ikke medtalt andre havdyr, såsom hajer, søløver, oddere, fugle eller de fisk, som ikke var fiskernes målgruppe. Medregnes disse, må man antage, at antallet af dyr, der ender som bifangst, langt overstiger disse tal.

Det er også interessant, at studiet nævner, at mellem 50 – 70 % af dyrene i visse populationer sandsynligvis har siddet fast i fiskenet mindst én gang i deres liv, samt at 10-30 % af dem ender med at blive viklet ind i fiskenet hvert år.

300.000

Så mange hvaler, delfiner og marsvin ender som ofre for bifangst hvert år.

Andre arter inkluderer:
blæksprutter
hajer
skildpadder
søløver og søkøer
oddere
div. fugle

Langt de fleste fisk, der fanges som bifangst, når at dø af åndenød, før de bliver kastet tilbage i vandet.

Er tallet faldende? 

Ifølge nogle, har tiltag indenfor artsbevarelse gjort, at antallet af større havdyr, der ender som bifangst, er blevet mindre inden for de sidste par årtier. Men da det er svært at få fiskerierne til at rapportere bifangst, samt at det er omkostningstungt at kontrollere og overvåge, er der stor uvished om, hvor omfangsrigt problemet egentlig er. Ifølge ovennævnte studie, er det meget muligt, at antallet kun er blevet mindre, hvis overhovedet, fordi fiskeindustrien fisker mindre i nogle områder grundet svindende fiskebestande.

Ringe eller totalt manglende velfærd i fiskeindustrien

Et hollandsk studie har undersøgt, hvor lang tid forskellige fiskearter, heriblandt sild, torsk og fisk i fladfisk familien, kan leve ude af vand, før de dør af åndenød. Afhængigt af arten tog det fra 55 til 250 minutter for fiskene at dø af åndenød, efter de var taget ud af vand.

Gutting

Samme studie har bl.a. også undersøgt, hvor lang tid det tager, de forskellige fiskearter at blive bevidstløse og dø, efter de er sprættet op og har fået fjernet indvolde (en praksis, der på engelsk kaldes gutting). Afhængig af arten tog det 25 til 65 minutter før fiskene døde efter at være sprættet op. 

Men føler fisk egentlig smerte? 

I 2019 blev 98 studier på området gennemgået og konklusionen var, at fisk føler smerte næsten på samme måde som pattedyr. Det kan du læse mere om her.

Desværre er der på nuværende tidspunkt ikke særlig mange krav til velfærd for fisk nogen steder i verden. Det er på trods af, at 79 % af de adspurgte i en undersøgelse udført af Euro Group for Animals mente, at fisks velfærd burde være bedre beskyttet, end den er på nuværende tidspunkt. 79 % ønskede også, at der ingik information om fiskevelfærd på produktindpakningen, mens 73 % var enig i, at fisk kan føle smerte og 65 % var enige i, at fisk kan have negative følelser og er bevidste, følende individer. 

Fiskeindustrien bidrager massivt til plastikforurening af havene

Mange af os er i stigende grad opmærksomme på, hvor skadeligt plastik er for havmiljøet og de dyr, der lever der. Vi prøver derfor at minimere vores brug af fx plastikposer, sugerør og engangsbestik.

Et problem, der er svært at kontrollere og kvantificere

Men noget, der ikke bliver snakket så meget om, er affald fra fiskeindustrien. Der er ikke helt enighed om, hvor meget af det plastik, der ender i havet, som kommer fra fiskeindustrien, og hvor meget af det der kommer fra landjorden. Men ifølge en ny artikel fra ourworldindata.org (2021) udgør bl.a. mistede og efterladte fiskenet, linjer, fælder og reb mm. mellem 10-30 % af al plastikforurening i havet, mens mere konservative estimater (ofte baseret på et studie fra 2009) blot siger ca. 10 %. Dog virker det sandsynligt, ifølge Stelfox, Hudgins og Sweet, at dette er en grov undervurdering af problemet, da forsøg på at vurdere problemet er både dårlige og sporadiske.

Der dumpes 650.000 – 1 million tons ghost gear årligt

Ifølge The Guardian mistes eller dumpes der ca. 640.000 ton ghost gear (*se definition nedenfor) i havet hvert år – det svarer til vægten på 55.000 dobbeltdækkerbusser –  mens andre kilder siger mellem 500.000 og 1 million tons.

* Fiskeriudstyr, så som net, liner og fælder, der er efterladt eller mistet, og derfor ikke længere er under fiskernes kontrol, kaldes ghost gear.

Desværre er det meget svært at regulere og overvåge, hvor meget plastik og affald fiskeindustrien efterlader i havet. Det skyldes, at det i høj grad afhænger af selvrapportering fra de enkelte fartøjer, eller at myndigheder eller organisationer er med ombord på fartøjer.

Spøgelsesgear er særligt problematisk

Ghost gear er et kæmpe problem, for det første fordi det jo netop er designet til at fange dyr, men også fordi det kan drive rundt i havet i hundredvis af år. Her kan hvaler, delfiner, sæler, skildpadder, søløver, fugle og fisk pludselig finde sig selv viklet ind og fanget i dem. Og for nogle af disse dyr kan det tage lang tid, før de dør, og de dør ofte af for eksempel sult, prædation, drukning, sygdom, fysiske skader, udmatning og stress, fordi de ikke kan komme fri. Desuden er visse former for net nærmest usynlige under vand, hvilket gør det svært for dyrene at se og undgå dem. Yderligere er arter som sæler nysgerrige og legesyge af natur, hvorfor fiskenet udgør en særlig stor trussel for dem. 

Pink toy dolphin caught in fishing net

Hvor mange dyr, det går ud over, er svært at sige

Desværre er estimaterne for, hvor mange dyr, der hvert år ender som ofre for ghost gear, varierende. Det skyldes, at det desværre ikke er så let at holde styr på, hverken for de enkelte lande eller på et globalt plan. Derudover er det jo ikke alle tilfælde, som bliver spottet og rapporteret. Men en ting er der enighed om, og det er, at antallet af dyr, der bliver fanget i ghost gear, er meget højt: I fjorden Puget Sound i Washington fandt man for eksempel, ifølge WAP, hvert år 3.5 millioner havdyr fanget i de ca. 5.000 mistede fiskenet, som man har indsamlet der. Ifølge Britannica og World Animal Protection fanges der ca. 136.000 store havdyr i ghost gear hvert år. 

The Great Pacific Garbage Patch: Havets største losseplads

I 1997 sejlede Charles Moor over det Nord-Centrale Stillehav. Her stødte han for første gang på det, vi idag kender som the Great Pacific Garbage patch (GPGP). Dér, placeret mellem Californien, Hawaii og Japan, findes to store områder – de er egentlig formet som to store hvirvler, ifølge The National Geographic – hvor affald og plastik samles i enorme koncentrationer.

Området estimeres til at være ca. 1.6 millioner kvadratkilometer stort, hvilket er ca. tre gange større end Frankrig. Ifølge National Geographic  akkummuleres plastik og affald her, fordi det tager meget lang tid at nedbryde, eller slet ikke kan nedbrydes. Plastik, som aldrig nedbrydes helt, bliver istedet langtsomt bliver til mindre og mindre stykker plastik, også kendt som mikroplastik. Ifølge The Ocean Cleanup har studier, der er udført i området, vist, at fiskenet udgør ca. 46% af al det plastik (målt i masse), der er i GPGP.

Fiskenet er dårligt nyt for dyrene i området

Og det er ikke særlig godt, for fiskenet kan fange rigtig mange dyr, og de fleste af dem dør, når de bliver viklet ind i disse fiskenet. Det Nord-Centrale Stillehav er hjem for mange dyr, inklusive sæler, pukkelhvaler, spækhuggere, pingviner, skildpadder og selvfølgelig diverse fiskearter.

Ingen vil tage ansvar og rydde det op 

Fordi området er langt ude på havet og langt væk fra de omkringliggende lande, vil ingen tage ansvar for, eller finansiere, en oprydning af området. Desuden ville det, ifølge Charles Moor, koste så meget, at enhver nation ville gå konkurs i forsøget.  Dog er der flere organisationer, der har sat sig for at undgå, at området vokser sig større.

The Great Pacific Garbage Patch: Havets største losseplads

Info-grafik vedrørende The Great Pacific Garbage Patch

I 1997 sejlede Charles Moor over det Nord-Centrale Stillehav. Her stødte han for første gang på det, vi idag kender som the Great Pacific Garbage patch (GPGP). Dér, placeret mellem Californien, Hawaii og Japan, findes to store områder – de er egentlig formet som to store hvirvler, ifølge The National Geographic – hvor affald og plastik samles i enorme koncentrationer.

Området estimeres til at være ca. 1.6 millioner kvadratkilometer stort, hvilket er ca. tre gange større end Frankrig. Ifølge National Geographic  akkummuleres plastik og affald her, fordi det tager meget lang tid at nedbryde, eller slet ikke kan nedbrydes. Plastik, som aldrig nedbrydes helt, bliver istedet langtsomt bliver til mindre og mindre stykker plastik, også kendt som mikroplastik. Ifølge The Ocean Cleanup har studier, der er udført i området, vist, at fiskenet udgør ca. 46% af al det plastik (målt i masse), der er i GPGP.

Fiskenet er dårligt nyt for dyrene i området

Og det er ikke særlig godt, for fiskenet kan fange rigtig mange dyr, og de fleste af dem dør, når de bliver viklet ind i disse fiskenet. Det Nord-Centrale Stillehav er hjem for mange dyr, inklusive sæler, pukkelhvaler, spækhuggere, pingviner, skildpadder og selvfølgelig diverse fiskearter.

Ingen vil tage ansvar og rydde det op 

Fordi området er langt ude på havet og langt væk fra de omkringliggende lande, vil ingen tage ansvar for, eller finansiere, en oprydning af området. Desuden ville det, ifølge Charles Moor, koste så meget, at enhver nation ville gå konkurs i forsøget.  Dog er der flere organisationer, der har sat sig for at undgå, at området vokser sig større.

Hvert år får fiskeindustrien globalt set, hvad der svarer til 221 milliarder danske kroner i statsstøtte.

Til sammenligning koster det danske sundhedsvæsen ca. 170 milliarder kr. årligt, mens landbrugessektoren i EU får ca. 405 milliarder kr. i tilskud.

Skriv her og klik på Enter for at søge