Skip to content

Er du vores nye kollega? Vi søger en kreativ content manager

31. maj 2024
DVF

Dansk Vegetarisk Forening søger en content manager 

Vil du være med til at synliggøre en af verdens vigtigste dagsordener gennem video, billeder, grafikker og skriftlig formidling?

Dansk Vegetarisk Forening – den centrale plantebaserede aktør i Danmark – opruster kommunikationsteamet og leder derfor efter en kreativ content manager, som i ord og billeder kan formidle vores budskaber og vigtige arbejde på en fængende måde.

Har du stærke evner inden for Photoshop, Illustrator, InDesign og Canva, kan du lynhurtigt klippe en flot og fængende reel sammen, og kan du lave stærkt indhold til både sociale medier, pjecer, annoncer og vores hjemmeside? Så er det dig, vi leder efter.

Jobbet vil bl.a. indebære at: 

  • Udarbejde grafisk indhold som explainere, billeder, infografikker m.v. til alle vores kanaler 
  • Selvstændigt udarbejde tekst til opslag på de sociale medier 
  • Vedligeholde og udvikle hjemmesiden vegetarisk.dk (WordPress) 
  • Have ansvaret for indhold og opsætning af nyhedsbreve i MailChimp 
  • Understøtte fundraisingkampagner som lead-generering, kampagner og medlemsfastholdelse 
  • Assistere med kreativ udvikling, klipning og tekstning af korte videoer til vores sociale medier 

Du vil referere til vores kommunikationschef, men i øvrigt indgå i vores kommunikationsteam, hvor du vil sparre med vores øvrige kommunikationsmedarbejdere. 

Du får en hverdag med fleksible rammer
DVF’s hverdag foregår normalt på vores sekretariat beliggende på Vesterbrogade 15, meget tæt på Københavns Hovedbanegård. Vi er i alt 20 medarbejdere på nuværende tidspunkt, hvoraf 2 arbejder fra hhv. Aarhus og Aalborg. Vi har fokus på at tilrettelægge arbejdet efter den enkeltes behov, og derfor er vi meget åbne over for – og praktiserer selv – f.eks. ugentlige hjemmearbejdsdage og fleksible arbejdstider. Vi har et rart socialt miljø og vægter godt kollegaskab og holdånd højt. 

Du er:  

  • Uddannet inden for kommunikation, grafisk arbejde eller har en lignende baggrund 
  • Erfaren bruger af de ovennævnte programmer og med teknisk snilde 
  • Vidende om og interesseret i vegetarisk/vegansk levevis og Dansk Vegetarisk Forenings arbejde 

Vi forventer, at du: 

  • Har en høj grad af selvstændighed, kan prioritere dine opgaver og tilrettelægge din egen arbejdsdag
  • Ved, hvordan man fanger forskellige målgruppers opmærksomhed 
  • Har stort kendskab til digitale platforme og begår dig hjemmevant på sociale medier 
  • Har en meget veludviklet æstetisk sans og kan tænke i kreative løsninger 
  • Har erfaring fra en lignende stilling som content manager, social media manager, community manager eller lignende 
  • Det er en fordel, hvis du har viden om klima, miljø, fødevareproduktion samt madpræferencer i samfundet generelt og er personligt interesseret i dette emne 

 
Startdato, timetal og løn
Vi håber at se dig til din første arbejdsdag. Vi søger en kollega, der kan starte snarest muligt, gerne 1/8 og senest 1/9 2024. Vi kan tilbyde en stilling på 35 timer om ugen til en månedsløn på 32.848 kr. (inkl. rådighedstillæg), som ikke er til forhandling, da vi har en flad lønstruktur. Derudover tilbyder vi en arbejdsgiverbetalt pension på 11 % og 6 ugers ferie samt fleksibel arbejdstid med en høj grad af selvstændighed og respekt for den enkelte kollegas work/life-balance. Frokostpausen er ulønnet, til gengæld har vi en rigtig god og delvist arbejdsgiverbetalt frokostordning med 100 % plantebaseret mad og vi har også kaffe-, the-, frugt- og nøddeordning. 

Interesseret?
Send din motiverede ansøgning, CV, anbefalinger/referencer og andet materiale, du evt. finder relevant, til job@vegetarisk.dk senest fredag den 14. juni klokken 12. Send også meget gerne links til eksempler på forskelligt indhold, du har lavet. 

Skriv ”Ansøgning, content manager” i emnefeltet.  

Vi forventer at afholde samtaler i uge 25. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte vores kommunikationschef Berit Ertmann på berit.ertmann@vegetarisk.dk eller tlf. 51 94 99 09. 

Vi glæder os til at høre fra dig! 

Om Dansk Vegetarisk Forening
Dansk Vegetarisk Forening blev grundlagt i 1896 og er i dag den centrale danske aktør i den plantebaserede omstilling fra jord til bord. Vi har 4.000 medlemmer og arbejder indenfor seks programområder: Politik, Erhverv, Uddannelse, Inspiration og oplysning, Samarbejde og Internationalt. 

Vi oplyser og inspirerer danskerne og er i dialog med politikere, myndigheder, erhvervsliv, andre grønne organisationer, forskere, fagpersoner og medier om konkrete tiltag, der kan fremme grønnere mad på et strukturelt niveau. Læs mere om os på vegetarisk.dk. 

 

Du kan downloade stillingsopslaget her: Content Manager til Dansk Vegetarisk Forening

Back To Top