Skip to content

EU-valget 2024: Hvad vil kandidaterne gøre for den plantebaserede omstilling?

Så er vi klar med vores EU-valgundersøgelse, hvor du kan blive klogere på, hvad kandidaterne vil gøre for den plantebaserede omstilling.
31. maj 2024
Louise Johansen

81 % af kandidaterne tilkendegiver, at der skal ske et skifte i EU’s landbrugspolitik til et fokus på miljø og sundhed. Og 71 % af kandidaterne mener også, at der skal tilføres flere midler til forskning og udvikling af bæredygtige plantebaserede fødevarer for at sikre en opskalering af disse produkter.

Du kan dykke ned i hver kandidats samlede score og deres svar på vores 20 spørgsmål her:

Se alle kandidaternes svar her

 

Du kan også komme til konference og paneldebat fredag den 7. juni kl. 9-13 på Christiansborg, hvor forskere fra Holland, Frankrig og USA vil gøre dig klogere på, hvordan EU pt. støtter henholdsvis animalske og plantebaserede fødevarer, efterfulgt af en paneldebat med kandidater til EU-parlamentsvalget. Læs mere her.

Vores råd:

– Stem personligt. Der er brug for at få valgt de grønneste politikere.

– Husk, at man godt kan være en visionær politiker i forhold til plantebaseret kost uden at score maksimalt antal point i vores undersøgelse. Man kan f.eks. være uenig i nogle af forslagene, men til gengæld ville arbejde for andre af forslagene samt måske nogle helt andre tiltag, der også fremmer plantebaseret kost. Men hvis en kandidat svarer ‘uenig’ eller ‘nej’ til de fleste forslag, er det værd at overveje, om ikke der findes andre kandidater, som brænder mere for denne sag.

– Vær opmærksom på, hvad kandidatens partifæller mener, da det som regel giver et godt billede af, hvor realistiske kandidatens visioner er at gennemføre med resten af partiets opbakning. Det har desuden betydning for, hvad din stemme går til, hvis den person du stemmer på ikke bliver valgt ind.

– Vær opmærksom på, hvor mange fra kandidatens parti, der har svaret. Hvis få har svaret, tyder det på begrænset engagement i dagsordenen fra partiet.

– Der kan naturligvis være andre politiske visioner, som du også finder vigtige, og som du tager med i dine overvejelser. Men omlægning til grøn mad og bæredygtigt landbrug er en af de vigtigste dagsordener for verden i det 21. århundrede. Derfor synes vi, det er vigtigt at synliggøre, hvad kandidaterne har af visioner på netop dette område på EU-niveau.

Del linket med andre

Del meget gerne linket til siden her på de sociale medier, så flest muligt bliver gjort opmærksomme på vores undersøgelse.

Baggrund om undersøgelsen:

  • Valgundersøgelsen er sendt ud til opstillede kandidater efterfulgt af en opfølgende rykker til dem, som ikke svarede. Spørgeskemaet er sendt til de kandidater, som fremgik af partiernes hjemmeside. I de tilfælde hvor disse ikke var været tilgængelige, har vi modtaget kontaktoplysninger på kandidaterne fra partierne. Vi kan dog ikke garantere, at alle kandidater har modtaget spørgeskemaet.
  • Valgundersøgelsen er gennemført i perioden 10. marts til 15. april 2024.
  • 70 kandidater har svaret på valgundersøgelsen.

Om pointsystemet – ‘Den samlede score’:

  • I tilsvarende valgundersøgelser på internettet rangeres svarene efter, hvor enig du er med kandidaterne. Da vi ikke har den type programmer til rådighed, har vi i stedet taget udgangspunkt i, hvor veggie-venlige svarene er.
  • Ved pointlighed rangeres kandidaterne efter fornavn.
  • Der indgår i alt 20 spørgsmål i valgundersøgelsen. 16 af spørgsmålene indgår i en tværeuropæisk undersøgelse udarbejdet af European Vegetarian Union. Du kan tilgå resultaterne af denne her: https://www.euroveg.eu/plant-based-politics-2024-eu-election-guide/
  • Hvert svar kan give 1 eller 0 point. At ville arbejde aktivt eller være enig i en grøn mærkesag/grønt tiltag, som fremmer flere planter giver 1 point. ‘Ikke at ville støtte’, ‘ved ikke’, ‘har ikke taget stilling’ eller svaret ‘nej’ eller ikke svaret på spørgsmålet giver 0 point.
  • Kandidaternes personlige kostvalg er også med, da vi ved at mange vælgere er interesserede i, hvorvidt politikernes personlige handlinger i et vist omfang følger deres politik. De indgår dog ikke i pointberegningen, fordi vi ønsker at understrege, at selvom det er en faktor, så er det først og fremmest de politiske visioner, kandidaterne bør vurderes på.
  • Kandidaterne har også kunne komme skriftlige bemærkninger til hvert spørgsmål og til valgundersøgelsen som helhed. Hvis du gerne vil se disse, kan du henvende dig til Louise Johansen på louisejohansen@vegetarisk.dk
  • * – sat ved 2 kandidater som er manuelt indtastet. Svarene fra de to kandidater kan fås ved at rette henvendelse til louisejohansen@vegetarisk.dk

Husk at stemme til EU-parlamentsvalget søndag den 9. juni!

SENESTE NYT

Back To Top