Skip to content

Interview med Folketingskandidat for Socialdemokratiet: Christen Sørensen

Christen Sørensen
4. juni 2019
DVF2
Christen Sørensen
Christen Sørensen

Interview med Folketingskandidat for Socialdemokratiet: Christen Sørensen

Tidligere overvismand: Vi må ikke individualisere grønne kostvaner – politikerne har et ansvar

Christen Sørensen er professor i økonomi, tidligere overvismand og folketingskandidat for Socialdemokratiet i Østjyllands Storkreds. DVF har interviewet ham om, hvad han vil gøre for at fremme grønnere mad, hvad hans baggrund er, og hvad han selv spiser.

Hvor væsentlige er kostforandringer sammenlignet med andre samfundsmæssige problematikker?

”Jeg synes faktisk, at klimaspørgsmålet er det vigtigste, og derfor er kostvaner selvfølgelig også vigtige. Men det er bare ikke det eneste, der skal ske, for ved at gøre det til kostvaner, så individualiserer man problemet, og så bliver der for mange freeriders. Og det helt afgørende er, at vi får samfundet til at indse, at det her er ekstremt vigtigt.

Jeg har stor respekt for dem, der ændrer deres kostvaner og kan det. Men det kan bare ikke stå alene. Faren ved det er som anført, at man individualiserer problemet og fritager politikerne ansvaret for at handle.

Det glæder mig, at unge mennesker ser ud til at komme på banen. Og det skal ikke kun være unge mennesker. Det er vigtigt, at vi ældre mennesker også går foran. Jeg har jo selv børnebørn. Og jeg synes det er absurd, at vi ikke taler om, hvad det er for en verden, vi gerne vil arbejde henimod og opstiller planer for, hvordan man skal gøre.”

Hvad med de sundhedsøkonomiske gevinster, hvis vi spiser grønnere? Kan man få det regnestykke lavet i Danmark?

”Ja, selvfølgelig kan vi lave det i Danmark. Selvfølgelig skal man lave det. Så man kan se negative konsekvenser af den livsform, vi har nu. Faldet i sundhedsomkostninger kan man godt vurdere.

Den købmandslogik, der anvendes i dansk økonomi, at man skal finde finansiering først, og ellers er man uansvarlig; den er jeg uenig i. I tiden før finanskrisen var der eksempelvis stort overskud, men økonomien var syg dengang. Og omvendt: Der behøver ikke være overskud på de offentlige finanser hele tiden. Der er andre parametre, som er vigtigere. EU’s økonomiske spilleregler nu er meget ødelæggende, for al erfaring viser, at de virkelige gennembrud kommer, når der investeres offentlige penge.”

Hvad med differentieret moms på fødevarer?

”Jeg vil hellere gøre det med tilskud, f.eks. give tilskud til Samsø og vise, hvordan man gør det i praksis, f.eks. ved at give tilskud til økologisk produktion.”

Hvilke andre tiltag mener du, at der skal til?

”Man skal spille på alle instrumenter. For så vidt jeg kan læse i både klimarapporterne, og nu er der også kommet den om biodiversitet, så er det så alarmerende, at vi skal spille på alle instrumenterne.

Jeg forstår ikke, at EU ikke laver en forskningsfond på 1.000 milliarder, f.eks. til at støtte forskning i, hvordan man oplagrer vind- og solenergi. Uden patenter, så alle kan bruge resultaterne. Vi kan godt opstille vindmøller i Danmark, men på verdensplan betyder det ikke det store. Men at vise det moralske lederskab og teknologien, det kunne jeg godt tænke mig, at vi satsede på.”

Hvad er din baggrund?

”Jeg er landmandssøn, og mine forældre stemte på Venstre. Jeg er ikke ud af nogen som helst rig familie, men jeg fik chancen for at få en videregående uddannelse, ved at jeg kom i gymnasiet. Og jeg kunne se, at det var på grund af det samfund, som Socialdemokratiet havde skabt. Derpå valgte jeg at læse til økonom, og sådan gik det slag i slag. Jeg fik en meget høj eksamen og blev så ansat i vismændenes sekretariat, hvor jeg blev håndplukket til at lave en stor makroøkonomisk rapport. Senere blev jeg så professor og vismand. Jeg har desuden været formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og for Københavns Fondsbørs.

Jeg mener også selv, at jeg har taget nogle initiativer på det grønne område. Min økologiske æbleplantage og et stort internationalt projekt om at omdanne metangas til protein, som jeg er med i.”

Hvorfor gik du ind i politik?

”Jeg forsøgte at stille op til Europaparlamentet for længe siden. Og i 2015 stillede jeg så op, fordi jeg havde skrevet bogen ’Finanskrisen – Kleptokratiets Konsekvenser’, og en tilhører til et foredrag kontaktede mig med henblik på at opstille mig i den socialdemokratiske partiforening i Aarhus Nord.

Jeg har ingen politiske ambitioner om at være minister eller lignende, men jeg mener, at jeg kan bidrage med min økonomiske indsigt. Når nu Mogens Lykketoft forlader Folketinget, er der alt for få i Socialdemokratiet med økonomisk indsigt, hvis du spørger mig. Og jeg håber desuden, at vi er mange af de grønne i Socialdemokratiet, som bliver valgt ind.”

Hvad spiser du selv? Er du selv begyndt at spise grønnere de seneste år?

”Jeg må indrømme, at jeg er stort set, som jeg har været hele tiden. Det vil være forkert at sige, at jeg er vegetar. Jeg er nok blevet for gammel til at ændre det. Men vi er gået meget mere over til at spise langt mere økologi, og så er vi gået mere over til affaldssortering. Men vores børn og børnebørn er meget anderledes fokuserede på det.”

Dansk Vegetarisk Forening – 31. maj 2019

Seneste nyt

Back To Top