Skip to content

Ældre Sagen reagerer på kritik: Inviterer ældre vegetarer til møde

30. oktober 2017
DVF2
aeldre2

Ældre Sagen reagerer på kritik: Inviterer ældre vegetarer til møde

Efter massiv kritik fra ældre vegetarer, veganere og andre med sympati for sagen, ændrer Ældre Sagen nu kurs i sagen om vegetarisk mad til ældre.

Da vi for et par uger siden på Facebook fortalte, at Ældre Sagen havde afvist et ønske fra Dansk Vegetarisk Forenings Ældreudvalg om et møde, medførte det en overvældende reaktion. Opslaget blev liket over 1.100 gange og delt over 640 gange og dermed set af næsten 100.000 personer. Det fik samtidig en række skuffede ældre vegetarer og veganere til at kontakte Ældre Sagen.

Nu har Ældre Sagen reageret. Deres hjemmeside om mad til ældre er nu blevet opdateret med en tilføjelse, så hensyn til vegetarers og veganeres madønsker nævnes.

Deres direktør har derpå skrevet en klumme i den politiske netavis Altinget om mad til ældre, hvor vegetarer og veganere nævnes som noget af det første.

Desuden har Ældre Sagens landsbestyrelse diskuteret sagen. Og endelig har Ældre Sagen inviteret en repræsentant for Dansk Vegetarisk Forenings Ældreudvalg samt DVFs generalsekretær på et møde om nogle uger.

Nu mangler vi så bare, at Ældre Sagen erklærer, at de – ligesom Danske Seniorer – vil støtte DVFs pres på politikerne på Christiansborg, så der kommer politisk handling.

Forløbet viser, at det kan gøre en stor forskel, når tilstrækkeligt mange mennesker gør opmærksom på en god sag. Glem ikke det, når kampagnen fortsætter. Tusind tak for jeres opbakning.

Grønne hilsener fra Ældreudvalget og alle os andre i DVF

Gør en forskel for de ældre vegetarer

Vær med til at bakke op om, at alle offentlige køkkener, herunder plejehjem, skal tilbyde et plantebaseret måltid her.

Du kan også blive en del af DVFs ældreudvalg og være med til at sikre trivsel for alle, der ønsker at leve et plantebaseret seniorliv.

Back To Top