af Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, og Frederik Madsen, sekretariatschef i Plantebranchen
Tidligere på året udgav en arbejdsgruppe nedsat af regeringen sine anbefalinger om, hvor man kan skære i erhvervsstøtten. En af anbefalingerne var at halvere støtten til plantebaserede fødevarer. I begrundelsen blev det anført, at der ikke var nogen klar markedsfejl, som kunne retfærdiggøre erhvervsstøtte til området.
Det er en af de analyser, hvor man må undre sig over, hvem der har udført den. For der er formentlig ikke noget andet erhvervsområde, hvor der er flere markedsfejl, end der er på området for plantebaserede fødevarers vilkår sammenlignet med animalske fødevarer.
Lad os gennemgå nogle af dem systematisk.
Landbrugsstøtten: Mange gange flere støtte til kød end til plantebaseret mad
EU’s landbrugsstøtte går langt overvejende til at støtte animalske fødevarer.
Forskere fra Leiden University i Holland har lige udgivet et videnskabeligt studie, hvor de når frem til, at når alt inklusive foderet indregnes, så modtager 1 kg oksekød 10,50 kr. i EU-landbrugsstøtte, mens 1 kg svinekød modtager 2,10 kr. Planteprotein til mennesker modtager kun en brøkdel af dette.
Denne skævhed skyldes dels, at en stor del af EU’s landbrugsstøtte er hektarstøtte, hvor man modtager støtte, uanset hvad man dyrker, og uanset hvad det dyrkede anvendes til. I praksis betyder det, at alle planter bliver billigere. Det betyder, at det i højere grad kan betale sig at anvende planter som foder til dyr, fremfor at mennesker spiser planterne direkte.
En udregning baseret på de danske støttesatser giver cirka samme resultat: Med den danske hektarstøtte, inklusive et lille arealtilskud til planter indført fra 2023, modtager producenter af danske hestebønner cirka 0,62 kr. per kg.
Ifølge Teknologisk Institut går der typisk 5 kg foder til at producere 1 kg svinekød og 10 kg foder til at producere 1 kg oksekød. Hvis vi anvender disse tal, har produktionen af 1 kg svinekød dermed modtaget 3,10 kr. i hektarstøtte til foderet, mens produktionen af 1 kg oksekød har modtaget 6,20 kr.
En del af landbrugsstøtten i Danmark går derudover til at betale kvægproducenterne en slagtepræmie, altså et direkte tilskud til kødproduktionen. Der udbetales ca. 1.000 kr. per dyr, svarende til ca. 3,50 kr. i støtte per kg kød fra kvæg.
I alt har planteproteiner såsom hestebønner, der anvendes direkte til menneskeføde, per kg således kun modtaget en femtedel (0,62 kr.) af den landbrugsstøtte, som svinekød har (3,10 kr.) – og under en femtendedel af den støtte, som oksekød har (9,70 kr.).
Plantebaserede fødevarer får lavere støttesatser end animalske
Der er også indbygget en eksplicit diskrimination direkte i EU-traktaten, så man kan få mere statsstøtte, hvis man producerer mælk og æg, end hvis man laver produkter af planter.
Det udspringer af, at man i EU har vedtaget nogle begrænsninger for, hvor meget statsstøtte de enkelte lande må give til henholdsvis landbruget og det øvrige erhvervsliv. I praksis kan diverse udviklings-, uddannelses- og markedsføringsprojekter kun modtage 100 % statsstøtte, altså fuld støtte uden krav om egenfinansiering, hvis de drejer sig om ”landbrugsprodukter”. Hvis et produkt ikke er et ”landbrugsprodukt”, falder støttesatsen til typisk 50-70 %. Resten skal være egenfinansiering.
”Landbrugsprodukter” er defineret i et bilag til EU-traktaten som alle uforarbejdede landbrugsråvarer. Dog med den store undtagelse, at mejeriprodukter og æg i alverdens forarbejdninger også defineres som landbrugsprodukter.
Forarbejdede mælke- og æggeprodukter har således meget gunstigere vilkår for statsstøtte, end samtlige forarbejdede plantebaserede produkter har.
Forskningsmidler: Der bruges langt flere midler på forskning i animalske fødevarer
Inden for forskning bliver forskellene endnu mere absurde. I årtier har den animalske industri således modtaget langt større beløb i forskningsmidler end producenter af alternativer som f.eks. plantebaserede fødevarer.
Forskere fra Stanford opgjorde det for nylig til, at den animalske sektor i EU i årene 2014 til 2020 målt i kroner og øre har modtaget 26 gange flere forskningsmidler, end alternativerne har.
Krav om medfinansiering er en del af problemet. Lad os tage et eksempel, hvor man kan få 50 % støtte fra EU eller fra nationale forskningsmidler. Hvis man har mange penge – og det har den animalske industri – kan man lægge 10 mio. kr. og få 10 mio. kr. i støtte. Hvis man har få penge – og det har plantebaserede startups – kan man lægge 100.000 kr. og få 100.000 kr.
Der findes heldigvis støtteordninger, som er målrettet små virksomheder, eller som giver lidt højere procentsatser til små virksomheder end til henholdsvis mellemstore og store virksomheder. Men det ændrer ikke på, at en stor virksomhed ved at lægge et stort beløb kan få et stort beløb i støtte, mens de små ikke kan gøre det samme, fordi de ikke har de samme økonomiske muskler.
Så målt i tildelte støttekroner betyder kravet om medfinansiering, at den store etablerede animalske industri favoriseres, mens den spæde industri for alternativer må spejde langt efter tilsvarende beløb.
Markedsføringen er skævvredet
Når vi taler markedsføring af produkter, får vi præcis det samme problem som med forskningsmidlerne. Store virksomheder kan lægge store beløb og få tilsvarende høj støtte til at fremme deres produkter.
Ligesom med forsknings- og innovationsmidlerne betyder kravet om medfinansiering her, at de store favoriseres, og at små plantebaserede producenter forskelsbehandles. Markedsføringen bliver dermed fuldstændig skævvredet.
Også inden for teknologistøtte går det meste af støtten til den store animalske industri. Der eksisterer en række forskellige ordninger, som typisk giver trecifrede millionbeløb hvert år i tilskud til svinestalde, biogasanlæg og lignende. For nylig besluttede et flertal i Folketinget desuden at afsætte mange hundrede millioner kroner i tilskud til, at kvæg kan få det kemiske foderstof Bovaer.
Igen sendes der flest midler til dem, der har mest i forvejen – den animalske sektor.
Samfundet betaler de ”skjulte” omkostninger
Landbrugsproduktion er generelt, i modsætning til den øvrige industri, undtaget fra princippet om, at ”forureneren betaler”. På trods af, at landbruget forårsager en lang række eksternaliteter – omkostninger for samfundet – som produktionen ikke betaler for.
Her er det værd at bemærke, at produktionen af animalske fødevarer medfører langt flere og dermed dyrere eksternaliteter end plantebaserede fødevarer.
Det drejer sig om alt fra klimapåvirkningen og biodiversiteten til prisen på rensning af drikkevand. Det drejer sig desuden om dyrevelfærd – og om risikoen for pandemier, hvor statskassen betaler kompensation for aflivning, når der opstår sygdomme blandt dyrene.
Hvis al ovenstående favorisering af den store animalske industri ikke fandt sted, ville animalske fødevarer koste det, de reelt koster – og plantebaserede fødevarer ville være relativt meget billigere. Dette ville fremme indtaget af grøn mad og reducere indtaget af animalske fødevarer, så befolkningen i høj grad ville spise efter kostrådene. Dette ville medføre sundhedsøkonomiske gevinster på op mod 20 mia. kr. om året, ifølge beregninger fra Københavns Universitet.
Så når du undrer dig over, hvordan animalske fødevarer kan være så billige, og hvorfor plantebaserede fødevarer er så dyre, finder du svaret ovenfor: Fordi vilkårene er voldsomt skævvredet hele vejen igennem værdikæden.
Det er sandsynligvis verdens største markedsfejl.
Spørgsmålet er, om politikerne vil rette op på skævhederne – hele vejen fra jord til bord?