Skip to content

Stor valgundersøgelse: Hvad vil kandidaterne gøre for den plantebaserede omstilling?

17. oktober 2022
DVF2
valg2

Mandag den 17. oktober 2022

Når du stemmer til Folketingsvalget her i 2022, anbefaler vi, at du:

Stemmer personligt – baseret på hvad hver kandidat vil gøre for at fremme den plantebaserede omstilling: Se alle kandidaternes svar her

Ser nærmere på, hvad partierne aktivt har gjort for den plantebaserede omstilling siden sidste valg: Se hvad partierne har gennemført

 

Visning på computer vs. mobil

– På mobil anbefales det, at du zoomer ud, så du får et overblik. Du kan eventuelt også holde mobilen vandret.

– På computer kan det omvendt være, at du har behov for at zoome ind for at kunne læse det.

Del linket med andre

Del meget gerne linket til siden her på de sociale medier, så flest muligt bliver gjort opmærksomme på vores undersøgelse. Del helst ikke det direkte link til database-siden på de sociale medier – del adressen på siden her (vegetarisk.dk/valg2022); så vises linket på de sociale medier sammen med et billede.

Vores råd:

– Stem personligt. Der er brug for at få valgt de grønneste politikere i alle partier.

– Husk at man godt kan være en visionær politiker i forhold til plantebaseret kost uden at score maksimalt antal point i vores undersøgelse. Man kan f.eks. være uenig i nogle af forslagene, men til gengæld ville arbejde ihærdigt for andre af forslagene samt måske nogle helt andre tiltag, der også fremmer plantebaseret kost. Men hvis en kandidat svarer uenig til de fleste forslag, er det værd at overveje, om ikke der findes andre kandidater, som brænder mere for denne sag.

– Vær opmærksom på hvad kandidatens partifæller mener, da det som regel giver et godt billede af, hvor realistiske kandidatens visioner er at gennemføre med resten af partiets opbakning. Det har desuden betydning for, hvad din stemme går til, hvis den person, du stemmer på, ikke bliver valgt ind.

– Vær opmærksom på, hvor mange fra kandidatens parti, der har svaret. Hvis få har svaret, tyder det på begrænset engagement i dagsordenen fra partiet.

– Der kan naturligvis være andre politiske visioner, som du også finder vigtige, og som du tager med i dine overvejelser. Men omlægning til grøn mad og bæredygtigt landbrug er en af de vigtigste dagsordener for verden i det 21. århundrede. Derfor synes vi det er vigtigt at synliggøre, hvad kandidaterne har af visioner på netop dette område.

Baggrund om undersøgelsen:

– Vi har sendt undersøgelsen til alle kendte kandidater samme dag, som valget blev uskrevet, efterfulgt af en opfølgende rykker til dem, som ikke svarede.

– Der vil desuden blive udsendt endnu en rykker i efterårsferien. Undersøgelsen holdes åben for svar frem til ganske få dage før valget og opdateres cirka hver 3. dag med nye svar.

– Hvis kandidater har meldt sig senere, kan de kontakte os per mail for at få tilsendt et link til undersøgelsen.

Baggrund om pointsystemet:

– I valgtests andre steder på nettet rangeres svarene efter, hvor enig du er med kandidaterne. Vi har ikke den type programmer til rådighed. Vi har i stedet taget udgangspunkt i, hvor veggie-venlige svarene er.

– Ved pointlighed rangeres kandidaterne alfabetisk efter fornavn.

– Hvert svar kan give 2, 1 eller 0 point. At ville arbejde aktivt for en grøn mærkesag giver 2 point. At ville støtte en grøn mærkesag uden at arbejde aktivt for den giver 1 point. Ikke at ville støtte sagen, at svare ‘ved ikke’ eller slet ikke at svare giver 0 point.

– I forhold til spørgsmålene om en plantebaseret valgmulighed, er det kun spørgsmålet om at støtte det for alle køkkener, som er medtaget i scoren. Vi har dog, til orientering, medtaget svarene for hver enkelt type køkken for at illustrere, at nogle kandidater støtter det i visse typer offentlige køkkener, men ikke i andre.

– Kandidaternes egne personlige kostvalg er også med, fordi vi ved, at mange vælgere er interesserede i, hvorvidt politikernes personlige handlinger i et vist omfang følger deres politik. De indgår dog ikke i pointberegningen, fordi vi ønsker at understrege, at selvom det er en faktor, så er det først og fremmest de politiske visioner, kandidaterne bør vurderes på. For eksempel kan man kæmpe oprigtigt for andres ret til at leve plantebaseret, selvom man ikke selv lever sådan, hvis man f.eks. kæmper principielt for borgeres ret til at leve efter egen overbevisning. Og omvendt kan man selv leve plantebaseret, men samtidig være af den holdning, at det ikke er et politisk anliggende.

Husk at stemme til folketingsvalget tirsdag den 1. november!

Back To Top