Skip to content

Stem for dyr, mennesker og klode – se hvem der vil arbejde for plantebaseret mad her

14. november 2017
DVF2
pig2

Stem på tirsdag - for dyr, mennesker og klode - se hvem der vil arbejde for plantebaseret mad her

Over 1.000 kandidater ved kommunalvalget vil enten arbejde aktivt for eller støtte, at der tilbydes et 100 % plantebaseret måltid i de offentlige institutioner – det vil sige skoler, daginstitutioner, plejehjem, plejecentre, ved kommunal madudbringning til ældre og på kommunale arbejdspladser.

Det viser Dansk Vegetarisk Forenings valgundersøgelse forud for kommunal- og regionsvalget den 21. november 2017 – #detgrønnevalg.

Også ved regionsvalget, som har betydning for den mad, der tilbydes på hospitaler og sygehuse, støtter de fleste kandidater denne dagsorden.

En del kandidater vil desuden arbejde for, at der indføres plantebaseret mad til alle, hvor animalske fødevarer er et aktivt valg, og mange vil også arbejde for at reducere mængden af landbrugsdyr i Danmark. Og så er der faktisk også en del vegetarer, veganere og flexitarer blandt dem, som stiller op.

 

Se alle kandidaterne fra din kommune og din region, som har deltaget i vores valgundersøgelse, her (klik nedenfor for at åbne filerne):

Regionsvalget

Kommunalvalget:

Sammenligning af partier på tværs af hele landet (pdf)

 

*Vedrørende Excel-arket

Excel-arket virker ikke på mobile enheder.

I Excel-arket, skal du vælge din kommune og din region, så får du en liste med alle de kandidater, der har deltaget i vores valgundersøgelse.

Bemærk at resultaterne fra Vesthimmerland, Ringkøbing-Skjern og Nordfyn af tekniske årsager ligger nederst på kommunelisten – resten af kommunerne står i alfabetisk rækkefølge.

Listen viser alle svar. For overskuelighedens skyld er svarene rangordnet efter en veggie-score (se forklaring nedenfor).

Husk at kigge på alle tre faneblade i bunden af arket (kommunalvalg, regionsvalg, partierne).

Hvis du har problemer med at åbne filen på en smartphone e.l., så prøv igen på en almindelig computer.

 

Baggrund om undersøgelsen

  • Vi har af ressourcemæssige årsager kun været i stand til at kontakte de 9 partier, som allerede sidder i Folketinget.
  • I de tilfælde, hvor partierne ikke har svaret, har vi så vidt muligt forsøgt selv at skaffe emailadresser på kandidaterne (tak til vores fantastiske frivillige for en kæmpeindsats med at skaffe tusindvis af emailadresser!!!). Hvis en kandidat ikke har modtaget et spørgeskema, er det naturligvis partiets ansvar.
  • Alle svar modtaget inden tirsdag den 14. november kl. 17.30 er med.
  • Cirka 1.450 kandidater har svaret.

 

Baggrund om pointsystemet – ‘veggie-scoren’:

  • I valgtests andre steder på nettet rangeres svarene efter, hvor enig du er med kandidaterne. Vi har ikke den type programmer til rådighed. Vi har i stedet taget udgangspunkt i, hvor veggie-venlige svarene er.
  • Ved pointlighed rangeres kandidaterne alfabetisk efter fornavn.
  • Hvert svar kan give 2, 1 eller 0 point. At ville arbejde aktivt for en grøn mærkesag giver 2 point. At ville støtte en grøn mærkesag uden at arbejde aktivt for den giver 1 point. Ikke at ville støtte sagen, at svare ‘ved ikke’ eller slet ikke at svare giver 0 point.
  • Spørgsmålene om landbrugsdyr i kommunen er af tekniske årsager blevet stillet til alle kandidater. Det har været muligt at vælge svaret ‘bykommune, ej relevant’. I alle de tilfælde, hvor mindst én kandidat har angivet, at vedkommendes kommune er en ren bykommune, har vi kategoriseret den pågældende kommune som en ren bykommune og taget alle kandidaters svar på disse spørgsmål ud af pointgivningen, så vi sikrer, at alle kandidater fra sådanne kommuner vurderes ud fra en præmis om, at der ikke er landbrugsdyr at tage stilling til i deres kommune. Det betyder, at man i rene bykommuner kan opnå max. 14 point, mens man i øvrige kommuner (landkommuner) kan opnå max. 20 point.
  • Kandidaternes egne personlige kostvalg er også med, fordi vi ved, at mange vælgere er interesserede i, hvorvidt politikernes personlige handlinger i et vist omfang følger deres politik. De er vægtet med henholdsvis 0 point (spiser ofte kød), 1 point (spiser flexitarisk) og 2 point (spiser vegetarisk). Det betyder, at de kun udgør 10 % af den samlede score. Vi ønsker dermed at understrege, at selvom det er en faktor, så er det først og fremmest de politiske visioner, kandidaterne bør vurderes på. For eksempel kan man kæmpe oprigtigt for andres ret til at leve plantebaseret, selvom man ikke selv lever sådan, hvis man f.eks. kæmper principielt for borgeres ret til at leve efter egen overbevisning. Og omvendt kan man selv leve plantebaseret, men samtidig være af den holdning, at det ikke er det offentliges opgave at hjælpe.

Husk at stemme tirsdag den 21. november!

Back To Top