Skip to content

DVF til foretræde i Miljø- og Fødevareudvalget

14. januar 2021
Louise Johansen
chrborg
chrborg

DVF til foretræde i Miljø- og Fødevareudvalget

Onsdag den 13. januar 2021 var vi til virtuelt foretræde for cirka 15 politikere fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg vedrørende vores to hjertesager, som blev fremsat som beslutningsforslag i efteråret og nu er ved at blive behandlet.

Det drejer sig om hjertesagerne ‘En grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener’ og ‘Konstruktiv vejledning om vegetarisk og vegansk kost til børn’.

Med på mødet havde vi vores generalsekretær Rune-Christoffer, vores kampagnekoordinator Louise, vores netværksleder Mette og vores to ernæringseksperter, klinisk diætist Maria Felding og ph.d. i børneernæring Katrine Ejlerskov.

Til foretrædet fik vi mulighed for at præsentere vores argumenter for de to beslutningsforslag, hvorpå et par udvalgsmedlemmer stillede uddybende spørgsmål. Til slut fik vi ros fra udvalgsformanden for et professionelt oplæg, hvilket bekræfter os i, at det gik godt.

Forud for udvalgsbehandlingen i dag har begge beslutningsforslag været behandlet i hhv. 120 og 70 minutter i Folketingssalen.

En grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener
Dette er noget, vi i DVF har arbejdet for i årevis, fordi det handler om en basal rettighed for landets 140.000 vegetarer og veganere, og fordi det handler om de miljømæssige og sundhedsmæssige fordele ved, at alle danskere altid har mulighed for at vælge et grønt alternativ. Mere end 12.000 danskere nåede at støtte forslaget, da vi fremsatte det som et borgerforslag.

Forslaget støttes af Frie Grønne, Alternativet og SF – vi er rigtig glade for opbakningen! Radikale debatterer stadig forslaget internt, og Enhedslisten støtter desværre kun en del af forslaget. De øvrige partier er imod, men fødevareminister Rasmus Prehn fra Socialdemokratiet siger dog, at han er enig i forslagets intention.

Du kan læse vores nyhed om debatten i Folketinget onsdag den 9. december 2020 HER.
Et videosammendrag af debatten finder du HER, ligesom du kan se hele debatten fra Folketinget HER.

Konstruktiv vejledning om vegetarisk og vegansk kost til børnefamilier
Også dette forslag har DVF arbejdet for i årevis, fordi vi er trætte af forældede myter og kede af, at især veganske familier udskammes, fordi de danske myndigheder – uden videnskabelig evidens bag sig – er forbeholdne sammenlignet med myndighederne i vores nabolande. Konsekvensen af manglende konstruktiv vejledning kan i værste fald blive de triste sager med fejlernæring, som ingen ønsker.

Forslaget støttes af Frie Grønne, Alternativet, SF, Radikale og Enhedslisten. Fødevareministeren har vist imødekommenhed og bedt myndighederne se nærmere på den videnskabelige evidens. De øvrige partier er imod.

Du kan læse vores nyhed om debatten i Folketinget onsdag den 2. december 2020 HER.
Et videosammendrag af debatten finder du HER, ligesom du kan se hele debatten fra Folketinget HER.

Vi håber, at vores foretræde i dag og udvalgsbehandlingen derefter fører frem til et politisk flertal for begge forslag, eller at regeringen og myndighederne arbejder videre med forslagene.

I begyndelsen af februar skal vi desuden mødes med fødevareministeren.

Seneste nyt

Back To Top