Maden, vi spiser, er en af de største faktorer, der påvirker miljøet, klimaet og vores sundhed. De danske kostråd anbefaler mere plantebaseret mad med flere bælgfrugter, som både er sunde og har lav klimabelastning. Desværre spiser danskerne stadig alt for få bælgfrugter og for lidt grønt, men indtager generelt for meget kød, salt og fedt. Workshoppen her muliggør, at eleverne bedre forstår deres madvaners indvirkning på deres egen og klodens sundhed.
Indhold:
Denne gratis workshop er målrettet fagene madkundskab, natur/teknologi, geografi, biologi og samfundsfag. Vi lægger vægt på at engagere eleverne aktivt gennem en lang række diskussioner, øvelser, quiz og gruppearbejde om sammenhængen mellem vores madvaner, klima, biodiversitet og sundhed.
Materialet er udviklet af DVF i samarbejde med Helle Brønnum Carlsen (lærer, lektor i madkundskab, Ph.d og kogebogsforfatter).
Sådan foregår det:
Til vores workshops kommer vores oplægsholdere ud på jeres skole og står for undervisningen. Vores oplægsholdere er engagerede og dygtige formidlere, der så vidt muligt har en miljøfaglig eller pædagogisk baggrund.
En workshop har som udgangspunkt en længde på 3-5 lektioner.
- 3 lektioner: Hvis I har 3 lektioner til rådighed, består workshoppen af 3 lektioners oplæg med gruppeopgaver, diskussion og dilemmaer i klasselokalet.
- 5 lektioner: Hvis I har 5 lektioner til rådighed, kan vi inkludere madlavning, hvor de 3 lektioner kombineres med 2 lektioner praktisk madlavning.
Dansk Vegetarisk Forening har afholdt workshops i hele landet for 15.000 elever på skoler landet over.
Undervisningsmaterialet
Materialet kan ses og downloades her:
Tidligere materiale:
Du kan stadig bruge vores tidligere materiale, som du finder herunder. I workshoppen “Mad for fremtiden” bruger vi vores nye materiale.
Det tidligere materiale er et digitalt læringsunivers om mad og miljø. Det digitale læringsunivers er ligeledes målrettet natur/teknologi, geografi, samfundsfag og madkundskab, men kobler sig også til det tværgående fag IT og medier. Materialet består af et elevhæfte, en lærervejledning og et digitalt læringsunivers.
Det digitale læringsunivers
Her finder du linket til det digitale læringsunivers (hvor du også finder en tilpasset lærervejledning):
Finansiering af tidligere materiale
Undervisningen blev igangsat i 2015 på baggrund af et projekt med støtte fra Kulturstyrelsen og Miljøstyrelsen.
I 2017 og 2018 blev det finansieret delvist af Kulturstyrelsen og derudover af private bidrag fra borgere samt Naturli’ og Urtekram.
Fra 2019 er projektet blevet finansieret af DVFs generelle midler.
I 2020 har vi modtaget en donation fra Urtekram som gjorde at vi 2020 og en del af 2021 fortsat kunne afholde gratis workshops.
Det faglige indhold bestemmes, som hidtil, af Dansk Vegetarisk Forening i samarbejde med ernæringsfaglige og med afsæt i seneste nye forskning og myndighedernes anbefalinger.
Det digitale læringsunivers er muliggjort med midler fra Undervisningsministeriets udlodningsmidler og er udviklet af IntuGreen i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening.
Workshops i “Mad for Fremtiden”, der afholdes i 2025 og 2026, er blevet en realitet med midler fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer, som er en del af Landbrugs- og Fiskeristyrelsen.