Skip to content

Nu kan du igen indsamle via Facebook til Dansk Vegetarisk Forening

9. juni 2020
DVF2
hallo3
hallo3

Nu kan du igen indsamle via Facebook til Dansk Vegetarisk Forening

Nu er det igen muligt at indsamle midler til DVF via Facebooks donations-værktøj.

Facebooks funktion med indsamlinger blev hurtigt populær, da den åbnede for nogle år siden, og den har gjort det muligt for danskerne at indsamle betydelige beløb til velgørenhed – herunder også til DVF – f.eks. i forbindelse med fødselsdage.

Man kan se, når ens venner donerer (medmindre de vælger at være anonyme), og det betyder, at det kan blive en hyggelig social aktivitet, hvor man sammen støtter et godt formål, ligesom man kan se, hvor langt man er fra at nå målet.

Og ved særlige lejligheder kan DVF oprette indsamlinger, som da vi med ovenstående billede indsamlede til vores skoleprojekt i kølvandet på Mette Frederiksens udsagn om, at debatten om kød var “hysterisk”.

Men for halvandet år siden blev der så lukket for alle danske organisationer, fordi Folketinget på grund af en sag om svindel med midler strammede reglerne for indsamlinger. Det betød, at Facebook skulle stå til ansvar for eventuelle svindlere, og det ville de forståeligt nok ikke.

Men nu har en særlig aftale mellem Facebook og ISOBRO, som er brancheorganisation for de danske indsamlingsorganisationer, ført til, at der igen er åbnet op for medlemmer af ISOBRO.

Det skyldes, at ISOBRO siger god for, at deres medlemmer overholder både lovgivningen og nogle særlige indsamlingsetiske retningslinjer.

DVF lever op til disse krav og er derfor blandt de allerførste organisationer i Danmark, som donations-værktøjet nu er blevet genåbnet for.

Vi håber, at rigtig mange vil benytte sig af det, ligesom det var tilfældet i perioden inden, det blev lukket. De indsamlede midler går til vores arbejde for dyr, mennesker og klode.

Du kan oprette en Facebook-indsamling til DVF her.

Seneste nyt

Back To Top