I 2022 – første år, at Northside valgte helt at droppe kødet på festivalen – lød der kritik fra mennesker, der ikke kunne forestille sig at tage på festival uden at spise kød. I år har stemningen op til festivalen været helt anderledes, fortæller Peter Skoven, der er ansvarlig for mad og drikkevarer på Northside og desuden en del af festivalledelsen.
“Da vi meldte ud, at Northside ville blive kødfri, havde der lige været coronanedlukning, og vi havde ikke kommunikeret noget i lang tid. Så er det klart, at et statement som dét vækker genklang. Men det var vi forberedte på. Jeg er ikke bange for at tage et standpunkt og melde klart ud. Der er mange følelser i mad, og i forhold til vores mange andre bæredygtighedstiltag var det helt klart den plantebaserede mad, der fik mest opmærksomhed. Jeg tror dog, at kritikken primært kom fra personer, der alligevel ikke havde tænkt sig at besøge os, og fra vores gæster har jeg ærlig talt kun oplevet, at det er blevet taget positivt imod,” fortæller Peter Skoven.
Endnu bedre mad end sidste år
De første spæde skridt til en plantebaseret madplakat blev dog taget længe inden coronakrisen, da Northside-ledelsen blev opmærksom på, at en mere klimavenlig mad kan sænke festivalens klimaaftryk markant, og tanken om at gøre madplakaten mere grøn blev langsomt til virkelighed. Northside indgik derfor sidste år et samarbejde med Plantebaseret Videnscenter, som har rådgivet om plantebaseret, økologisk kost.
“Der er jo ingen tvivl om, at det er den her vej, det går i hele samfundet, og så er der brug for nogle, som går foran og siger ‘det kan godt lade sig gøre’. Den rolle er har vi aldrig været bange for at påtage os. I år synes jeg, at vi er kommet endnu bedre i mål med madplakaten end sidste år. Der er noget fra alle verdenshjørner og stor variation i det, madboderne tilbyder. Vi har både gourmetrestauranter, små startups og etablerede kæder, og det har været vigtigt for os, at der både skal være mulighed for et hurtigt måltid, hvis man har travlt, og for at sætte sig og nyde maden, hvis man har lyst til dét. Jeg er faktisk ret stolt af madprogrammet og vores samarbejdspartnere,” siger Peter Skoven.
Langt lavere klimaaftryk
Ifølge Peter Skoven bunder beslutningen om ikke at lave en 100 % plantebaseret madplakat i en tanke om, hvad der er praktisk for madboderne at lave samt nemt for gæsterne at genkende. Det er således op til de enkelte madboder, om de vil lave 100 % plantebaseret mad eller ej. De fleste af boderne på pladsen har begge dele på menuen.
“Der er en virkelig god stemning om det bæredygtige madprogram, og jeg håber, at alle vores gæster går inspireret herfra. Når det er sagt, prøver vi altid at forny os og tage nye tiltag for en endnu mere bæredygtig festival. Det kunne f.eks. være at stille krav om lokalt producerede råvarer eller andre ting, som sænker miljøpåvirkningen og klimaaftrykket,” fortæller Peter Skoven, der sidste år modtog Økologisk Landsforenings økopris for at indføre økologisk, plantebaseret mad på festivalen.
Sidste år formåede Northside Festival at reducere sin CO2-udledning med hele 30 %, til trods for markant flere gæster på pladsen.
Du kan under hele Northside finde DVF fra kl. 13 til kl. 21 i området The Village tæt på Nova-scenen, over for Sideshow. Mange mennesker har allerede torsdag lagt vejen forbi for at få en god snak med medarbejderne … og måske vinde præmier i bælgfrugt- og musikquizzerne.