Første stop på turen er den store bod Falafel du Marais, som ligger strategisk godt placeret på et hjørne nær den store Astra-scene. Her har søstrene Katrine og Alma Sejer slået sig ned med hver deres falafelpita og en bakke med fritter, og de er svært begejstrede for maden.
“Vi har spist her alle dage og stort set ikke prøvet andet. Jeg er simpelthen så vild med gode falafler og kan ikke selv finde ud af at lave dem. De mætter på den gode måde, og man føler sig ikke så tung i maven bagefter,” siger den 22-årige Alma, som studerer i Aarhus og ikke spiser plantebaseret til daglig.
“Da jeg hørte, at Northside ville blive kødfri, tænkte jeg bare ‘fedt, mand!’. Det rører mig slet ikke at skulle undvære det. Jeg spiser ikke ret meget kød til daglig, fordi det er for dyrt, og når man tænker over det, burde man jo ikke spise kød overhovedet. Jeg er vildt glad for dyr, så måske er det lidt hyklerisk, at jeg ikke er vegetar,” siger den 25-årige Katrine og tilføjer, at hun stadig ville vælge falaflerne, hvis der havde været kød på Northside-menuen:
“Hvis jeg fik valget mellem to lækre retter, og den ene var uden kød, ville jeg nok vælge den uden. For samvittighedens skyld”.
Et par hundrede meter væk sidder folk bænket ved langborde med mad fra mange forskellige steder. En gruppe venner har valgt bowls fra OliOli og burgere fra Mikuna.
“Jeg synes, at de her “kyllinge”nuggets smager virkelig godt. Jeg har fået en del øl nu, så måske er det derfor, men jeg kan altså ikke smage forskel. Jeg er nok mest til hurtig og usund mad, når jeg er på festival, jeg er ikke typen, der spiser salat. Men ærlig talt er det ligemeget for mig, om det er kød eller ej, bare det smager godt,” siger Brian Kjeldberg, som til daglig er marketingansvarlig og efter eget udsagn spiser “rimelig meget kød”.
Ved siden af sidder Hamdi, der bor i Aarhus V og arbejder på en restaurant, med en næsten færdigspist burger fra Mikuna i hænderne. Det er hans første gang på Northside, men, siger han, ikke den sidste.
“Den her, den smager pissegodt,” siger han og vifter med den sidste burger-rest. “Ærligt, jeg var én af dem, der var træt af det, da jeg hørte, at der ikke ville være noget kød. Men jeg brugte ikke lang tid på at tænke over det. Det er jo musikken og damerne, man kommer for. Og jeg er ikke blevet skuffet over maden, vi har spist vildt meget forskelligt, der har smagt super. Og så spiser jeg ikke svinekød, så det er faktisk rart at kunne vælge frit fra alle steder uden at skulle gå og se på menuen. Det er nok første gang i mit liv, at jeg har spist en dansk hotdog,” griner han.
Ønsker sig bedre skiltning
Længere nede mod Echo-scenen er der også en bred vifte af boder med mad og drikke i alle afskygninger.
På græsset i solen sidder Andreas, Stinne og Mickey, der alle studerer på Handelshøjskolen, og spiser henholdsvis burgere fra Spiselauget, Ish & Chips, også fra Spiselauget, og en kartoffelpizza fra Pizza Boys.
“Jeg spiser ikke kød, så det passer mig fint, at det ikke er på menuen. Det er fedt, at der er nogle, som tør gå forrest og ‘take a stand’. Dem, der brokker sig, skal bare holde mund,” siger Mickey, der har været vegetar i 2-3 år og egentlig gerne så, at festivalmenuen blev 100 % plantebaseret.
“Man har jo ikke brug for ost på den her pizza, man kunne bruge noget olie, og så var det præcis lige så godt. Så jeg synes faktisk, at man skulle gøre det hele vegansk, hvis man vil være seriøs i forhold til det her med klimaet,” lyder hans budskab, mens Andreas og Stinne nikkende erklærer sig enige.
“Jeg må indrømme, at jeg har været lidt fuld og spist pizza og toast med almindelig ost, men troede, at det var vegansk ost. Jeg spiser helst vegansk og køber aldrig selv mejeriprodukter, så jeg kunne godt tænke mig, at det var lidt bedre skiltet, om det er vegansk,” siger Stinne.
Den 22-årige Andreas er den eneste af de tre venner, der spiser kød til daglig, men ifølge eget udsagn har han “skåret rigtig, rigtig meget ned” i de senere år – primært af hensyn til miljøet.
“Det gik op for mig, hvor meget det egentlig sviner og bruger plads, at vi producerer så mange dyr. Jeg kan ikke huske, hvor jeg hørte eller så det henne, men alt det med kvælstof og manglende plads til naturen ramte bare noget i mig. Og hvis vores politikere ikke gider gøre noget ved det, må man jo gøre noget selv. Jeg køber ikke den dér med, at andre lande sviner endnu mere, så det kan være ligemeget, hvad vi gør i Danmark. Det er ikke kineserne, der ødelægger vores havmiljø og vores natur, det er os selv. Så måske skulle vi begynde at kigge indad. Personligt ville det ikke røre mig en skid, hvis det blev umuligt at købe kød i Danmark fra i morgen, så ville jeg bare spise noget andet,” fortæller han.
I 2022 formåede Northside Festival at reducere CO2-udledningen med hele 30 %, til trods for markant flere gæster på pladsen. Kødfrie madboder står for en stor del af succesen.