Dansk Vegetarisk Forenings og dansk vegetarismes historie

Vegetarismens idé går mange hundrede år tilbage. I 1847 blev den første vegetariske forening stiftet i England. Grundlæggelsen skal ses i sammenhæng med en reaktion på industrisamfundets fremkomst – idet man havde et ønske om at finde tilbage til menneskets naturlige og herved ideelle levevis.

Den danske vegetariske forenings tidligste protokoller er angiveligt gået tabt, da de var i personlig besiddelse. Beretning om foreningens grundlæggelse findes således, i dette tilfælde, gennem V. Figgés erindringer i forbindelse med foreningens 25-års jubilæum i 1921.

Tilbage i 1890erne levede der også vegetarer i Danmark, og vegetarismen gjorde sig synlig i form af vegetariske kogebøger, mest bemærkelsesværdig var den af Helene Seiling, med et for vegetarismen agiterende forord af hendes mand Max Seiling.

Efter et besøg i Tyskland havde V. Figgé fået lyst til at danne en dansk vegetarianerforening. Han henvendte sig derfor til sine bekendte vegetarianere, heriblandt kommunelægen Michael Larsen.

Dr. Larsen havde, angiveligt, tidligere forgæves forsøgt at danne en forening, men Figgé havde gennem sit arbejde med afholdsbevægelsen bedre praktisk erfaring med agitation. Der blev averteret i pressen om en påtænkt foreningsdannelse, og hvis det fandt interesse, skulle det ske i forlængelse af et offentligt foredrag om vegetarisme.

Dette foredrag fandt sted den 30. november 1896 med omtrent 300 tilhørere, af disse var der 33 personer, som efterfølgende sluttede op om dannelsen af en forening. (Længere oppe i historien blev 30. november anset som foreningens fødselsdag, men nu markerer foreningen jubilæum med henvisning til datoen for den stiftende generalforsamling.)

Figgé fortalte videre i sine erindringer, at de følgende uger blev brugt på at udfærdige foreningens vedtægter, hvorefter den stiftende generalforsamling blev afholdt den 11. december 1896. Den ny forening blev dannet under navnet ”Dansk Vegetarianer-Forening”. Navnet hang ved ind i det nye århundrede, omend der sideløbende nævntes ”vegetarisk forening” i presse og senere medlemsblade, med det indtryk at det var en forening tilhørende i København.

Den helt centrale skikkelse indenfor dansk vegetarisme var kommunelægen Michael Larsen. Han førte vegetarismen frem i en sundhedsnuance, og hans bog, ”Naturhelbredelsen” fra 1901, blev længe omtalt i medlemsbladet som dansk vegetarismes standardværk. Vegetarismen blev her formuleret som en livsreformbevægelse.

En naturlig sund livsstil var udgangspunkt og forudsætning for et godt langt liv. Bevidstheden om kroppens behov var også centralt i Naturhelbredelsen. Målet skulle være forebyggelse fremfor behandling. Kampen mod den ”naturstridige lægemetode” kom tydeligst til udtryk gennem foreningens daværende modstand mod vaccination. Og det var groft sagt også en modstand mod medicinalbehandling og operation og i stedet en støtte til kropslige behandlingsformer som varme og kulde, sollys og vand, og massage og kiropraktik.

For en god ordens skyld skal det også nævnes, at hensyn til dyr længe spillede en vigtig rolle for den etiske side af vegetarismen. Prominent var det mundheld som tilskrives Lev Tolstoj, som tilsyneladende har ytret at:

Så længe der findes slagtehuse, vil der være slagmarker
– Lev Tolstoj

Tanken var at mennesket blev forrået af vold mod dyr, hvilket gjorde vold mod mennesker tænkeligt. Medfølelse for dyr ville betyde større medmenneskelighed. Foreningen viste modstand mod forsøgsdyr, “videnskabeligt dyrplageri”. Man var også negativt stemt overfor brugen af dyriske produkter som fjer, pels og skind til beklædning eller andre slags “modegalskab”.

Dansk Vegetarforening (DVF) blev stiftet den 11. december 1896 med tilslutning fra 33 medlemmer, under navnet “Dansk Vegetarianerforening”. Af formålsparagraffen i de vedtægter, der blev vedtaget på den stiftende generalforsamling, fremgår det, at foreningen oprindelig blev stiftet med to formål, som var:

a) “Ved jævnlige møder at styrke medlemmernes vegetarianske sindelag og vejlede dem med hensyn til den praktiske udførelse af vegetarianismen, dels ved indbyrdes samtale, dels ved foredrag.”

b) “Ved oprettelse af vegetarianske spisehuse eller middagspensioner at lette eller muliggøre en vegetariansk levemåde for mennesker, der ikke have egen husholdning.”

Vegetarisk Forening i København vedtog i foråret 1907 at påbegynde udgivelsen af et nyt tidsskrift som organ for den vegetariske bevægelse i Danmark.  Redaktionen forklarede, at det var en vidtrækkende bevægelse som bladet ville forsøge at favne. Indholdet ville få en alsidig karakter, men man forventede eksempelvis at dække følgende emner: ”Lægevidenskabelige og fysiologiske Artikler. Udtog af Lægfolks praktiske Erfaringer. Lægeraad indenfor Naturhelbredelsens Omraade. Afholdssagen fra vegetarisk Synspunkt. Vegetariske Retter. Vegetarisk Husførelse i al Almindelighed. De vegetariske Princippers Forhold til Samfundsproblemerne – Menneskebeskyttelse – Dyrebeskyttelse – Fredsbestræbelserne” ( Solblink årgang 1 nr. 1. (maj 1907) side 2-3).

Bladet ved navn ”Solblink” udkom fra maj 1907 og blev DVF’s helt eget tidsskrift. Det blev deri forklaret, at vegetarismens mål var et liv i overensstemmelse med naturens simple love. Bevægelsens kamp  var mod ”naturstridig ernæringsteori og naturstridig lægemetode”. Disse emner var også længere op i historien vigtige parametre for den danske vegetarisme/Dansk Vegetarisk Forenings selvopfattelse.

I starten havde bladet undertitlen ”Tidsskrift for naturlig livsførelse”, men fra august 1909 blev undertitlen ændret til ”Tidsskrift for vegetarisk livsførelse”. I den lille ændring er det interessant at bemærke, at vegetarismen dengang heller ikke blot var afhold fra at spise kød, selvom det for mange blev opfattet som hovedsagen. Den organiserede vegetarismes grundopfattelse (med henvisning til det engelske Vegetarian Society, grundlagt 1847) byggede på et ideal om naturlig livsstil, og at det var unaturligt for mennesket at være afhængig af animalske produkter.

I 1912 skete en omorganisering af DVF og her blev navnet fastslået at være ”Dansk Vegetarisk Forening”. Det udtalte formål med omorganiseringen var at muliggøre at DVF blev en landsdækkende forening med underafdelinger, fremfor nærmest at være en københavnsk forening. Foreningen delte sine vedtægter gennem “Solblink”. Blandt formålsvedtægterne var at udbrede kendskab til vegetarisk levevis og modarbejde brugen af skadelige nydelsesmidler.

Foreningen stod således i nær forbindelse til afholdsbevægelsen. Kampen mod alkohol fik meget spalteplads, og kampen mod tobak var også tydelig. Blandt mildere nydelsesmidler, som man strengt taget helst burde undgå, taltes også kaffe, te, chokolade og krydderier. Til vegetarismen hørte også fysisk aktivitet og et liv med store mængder frisk luft og sollys.

Til foreningens medlemmer var der ingen krav om afhold eller levevis, alle med interesse for vegetarismen kunne være medlem, kun bestyrelsesmedlemmer var forpligtet til at leve vegetarisk. Det ville dengang (i den danske udlægning) sige fuldstændigt afhold fra kød, alkohol og tobak, så længe ens mandat varede.

I bladets spørgsmål og svar-sektion i 1913, blev vegetariske spisevaner inddelt i tre grupper. De almindelige vegetarer, som også spiste mælk og æg. De strenge vegetarer, som afholdt sig fra mælk og æg. Og endelig de som spiste frugt og nødder. I tråd med målet om naturlig kost var idealet også mad uden tilberedning. Alt som med tilfredshed kunne spises råt, var den naturbestemte føde. Kogekunst og krydderier narrede kroppens instinkter.

Foreningen havde i mange år stabilt omkring 100 medlemmer, mens det primært var en kerne på omkring 35, som deltog i arrangementerne.

Som nævnt skete der omorganisering i 1912, det var samtidigt med at nye unge kræfter trådte ind i foreningen. Blandt disse unge var daværende skolelærer ved Bellahøj Skole, Oluf Egerod, som gennem de næste årtier var prominent foregangsmand i den organiserede vegetarisme, både i Danmark og internationalt.

I 1913 fik DVF’s ført en af foreningens grundlæggende drømme ud i livet, gennem “Aktieselskabet Vegetarismens Fremme” åbnede man den vegetariske restaurant “Pomona”. DVF var flittige brugere af Pomonas lokaler både som foreningskontor og oplysningsbibliotek hvor medlemmer kunne læse vegetarisk litteratur fra ind- og udland i selskab med ligesindede.

Under første verdenskrig tog medlemsudviklingen for alvor fart.

Medlemstallet steg til over 1200. Den i samtiden anerkendte årsag til det høje medlemstal var, at de vegetariske meningsfæller udenfor foreningen havde tilsluttet sig af praktiske grunde fordi DVF havde fået dispensation fra rationeringsmyndighederne til at man, hvis man dokumenterede sin vegetariske overbevisning, kunne veksle sine flæskemærker til brød, sukker og eller smør.

Verdenskrigens vilkår påvirkede også restaurationsbranchen og Pomona måtte desværre lukke i 1917.

Ved årsskiftet 1914 gav Solblink-redaktøren Thomas Spur en opmuntrende status om vegetarismen i Danmark: Den tid hvor vegetarer blev betragtet som fanatikere var forbi. Historiens begivenheder skulle også komme til at støtte den vegetariske sag. 

Ernæringsforskeren Mikkel Hindhede var i 1906 begyndt at udgive sine beretninger, som under første verdenskrig blev en del af det statsautoriserede grundlag for Danmarks rationeringssystem. Blandt Hindhedes hovedpointer var, at den traditionelle forståelse af menneskets behov for animalsk protein, var langt højere end videnskaben viste, og at planteprotein ofte var tilstrækkeligt.

I 1921 gav medlemsbladet masser af spalteplads til historiske tilbageblik i anledning af foreningens 25 års jubilæum, og den årgang er et godt opsummerende udgangspunkt for undersøgelse af Dansk Vegetarisk Foreningens tidlige historie. Et godt eksempel på dækningen af Hindhedes beretninger finder man også:

Naar en Beretning af Hindhede udkommer, bør Vegetarerne i egen Interesse anskaffe den og læse den grundigt; det vil til enhver Tid give Udbytte og ikke sjældent kaste nyt Lys over et eller andet Punkt, som maaske hidtil ikke har været klart. Selv om denne sidste Beretning ikke netop bringer Ting for Dagen, som for os er Nyheder, saa bekræfter den dog paa den smukkeste Maade, at den Levevis, som vi er inde paa tilfulde kan staa for en videnskabelig Kritik.
– Solblink årgang 15 nr. 10 [oktober 1921], forside/85

Politisk set var der en tendens i retning af socialisme, men overordnet opførte foreningen sig politisk uafhængigt i sin kamp for vegetarismen. Historiker Daniel Henschen skrev i sin kronik med Pernille Henriette Will,  ”Klimakrise, krig og kødløs kost” i Politiken 18. maj 2019, om hvordan Dansk Vegetarisk Forening forholdt sig til første verdenskrig som en samfundskrise med potentiale til at skabe forandring. Blandt deres pointer er, at DVF i kriseårene dengang ikke greb chancen for at skabe vegetariske samfundsændringer.

Den problematik blev dog taget op af foreningen nogle få år senere. I 1924 skiftede medlemsbladet navn til ”Vegetarisk Tidsskrift”. I redaktionens afsked til navnet Solblink skrev de, at det var et fint navn til et mindre foreningsblad, men at DVF var vokset og ønskede at tale med autoritet i samfundet.

Samtidigt med navneskiftet, som skulle gøre tydeligere reklame for vegetarismen, skete der også en modernisering af bladets udtryk.

I løbet af 1920erne slog forståelsen af vitaminer igennem i ernæringsforskningen. Tidligere havde forståelsen af ernæring været rammesat af kalorier, fedt, salt, kulhydrater, æggehvidestof/protein og mineraler som jern, fosfor og kalk. Vitaminerne gav yderligere anledning til en gentænkning af kroppens ernæringsbehov.

Vegetarisk Tidsskrift kunne her give masser af spalteplads til at underbygge fordelene ved vegetarisk kost. Sammen med Hindhedes beretninger om folkesundheden kom der således yderligere videnskabeligt belæg for fordelene ved en vegetarisk livsstil, deri indbefattet vigtigheden af en bevidsthed om sundt og usundt.

Ved DVF’s 40 års jubilæum i 1936 gav den mangeårige skribent st. Fink-Jensen en status over vegetarismen i Danmark: Ernæringsvidenskaben havde forstået fordelene ved vegetarismen, men lægevidenskaben var endnu ikke overbevist. Ifølge Fink-Jensen var et flertal af befolkningen på det rene med at det kunne være fordelagtigt at leve vegetarisk.

Det afgørende tunge skridt var stadig at få vendt de kulturelle vaner som kødspisningens unaturlige samfund havde skabt. Foreningen havde også i disse år en ungdomsforening, hvorfor det blev påpeget, at en afgørende del af den ønskede vaneændring ville være at sikre, at ungdommen ikke faldt i de skadelige vaner.

1930erne var de store ideologiers tid. Tidens store politiske forandringer blev bemærket, med den svulstige kommentar at vegetarismens mål om samfundsforandring var endnu større.

Af medlemsblade fra 1944 fremgår en ændring i foreningens vedtægter. Bemærkelsesværdigt var en tilføjelse til foreningens formålsparagraf om at ville mindske dyrs lidelse. Det kunne tyde på, at foreningen ønskede at fastholde sin indstilling som en bredtfavnende bevægelse med et stabilt etisk fundament. Af tidligere medlemsblade fremgik til tider en antropocentrisk forståelse, hvor argumentet var, at menneskeheden for sit eget velbefindendes skyld måtte afholde sig fra dyr.

I 1946 i forbindelse med foreningens 50-års jubilæum blev der givet spalteplads til refleksion over foreningens og vegetarismens tilstand. Her blev der givet udtryk for, at DVF fandt det skammeligt, at den danske rationering under den anden verdenskrig havde afvist at give dispensation til vegetarer, som de havde gjort under den første verdenskrig.

Der var også en spændende debat om navnet ”Dansk Vegetarisk Forening”. Redaktionen stod fast på, at hvis man kaldte sig vegetarforening, ville man frastøde de mennesker som sympatiserede med sagen uden at leve som vegetar. På den anden side ses det også, at Vegetarisk Tidsskrift til tider blev kritiseret for at være for grov i sin retorik imod kødspisere. I disse tilfælde forsvarede redaktionen sig med at de var sikkert og alvorligt overbeviste om vegetarismens gode sag. Vegetarisk Tidsskrift var foreningens blad og havde et formål og ønske om at ændre samfundet, hvorfor et til tider hårdt sprog fra skribenter kunne tillades.

Linien i Vegetarisk Tidsskrift blev, af redaktionen, også forklaret som en balancegang. Foreningen skulle gerne holde fokus på at styrke vegetarismen, og en forening med såkaldt rene linier (f.eks. at kalde sig vegetarforening)  kunne have sine fordele. På den anden side kunne det være givende at samarbejde med andre nærliggende bevægelser som også støttede vegetarisme. En mere ”rummelig” forening ville have flere medlemmer og midler, men det kunne også være svært at favne bredt og samtidigt nå til effektiv enighed.

Som nævnt var den danske vegetarisme fra begyndelsen præget i en sundhedsorienteret retning, med et nært forhold til sanatoriemiljøet. Det var stadig en kamp at vinde lægevidenskabelig anerkendelse, og derfor var det en stor dag da Dr. Kirstine Nolfi i 1945 åbnede sit råkostsanatorium ”Humlegården”, hvor man kunne søge alternativ behandling.

Råkost havde længe været et ideal indenfor vegetarismen, men i løbet 1940erne virker det som om, at råkosten fik et folkeligt gennembrud uden tilknytning til den vegetariske bevægelse.

Det kom blandt andet også til udtryk med oprettelsen af Landsforeningen for Råkost og Folkesund (LRF) i 1948. Folkene bag LRF havde taget kontakt til DVF med orientering om foreningens mål og ønsker om samarbejde. LRF’s folk mente, at DVF havde for mange sidebeskæftigelser (afhold og dyrevelfærd), og at der var grundlag for at danne en ny kost- og sundhedsorienteret forening.

DVF havde dækket råkost med stor sympati, men afviste at ændre deres standpunkter for at tilpasse sig LRF og protesterede, at det var spild af kræfter at danne nye foreninger, som ellers nemt kunne favnes af de eksisterende.

I 1950 bragte Vegetarisk Tidsskrift en artikel af formanden N. Nielsen med en kommentar til datidens råkostbevægelse, og hans pointer var følgende:

Råkostspisere var også vegetarer. Vegetarisme var en bredere livsreformbevægelse, også med det hovedformål at mindske dyrs lidelse. Rå kost havde længe været et ideal inden for vegetarismen, men den kendte erfaring var, at det var svært at efterleve i praksis.

Den personlige omstilling til vegetarisk levemåde skete bedst som en gradvis overgang. Et snævert fokus på at ernære sig ved råkost var ikke optimalt. DVF stod derfor fast på, at det vigtigste var, at få folk til at holde op med at se kød som en nødvendig fødevare. Med tiden skulle overgangen til rå kost nok komme.

I slutningen af 1950erne slog DVF en mere samarbejdsvillig tone an, i anerkendelse af, at råkostforeningen havde ramt tidsånden effektivt.

At råkostfolkene fortsat omtalte deres sag som adskilt fra vegetarerne, gjorde i DVF’s optik kun skade.

I løbet af 1960erne skete en ændring af den tidligere redaktionelle kurs. Blandt bladets saglige emner var kampen mod hungersnød, mod farlige kemikalier i fødevarer og landbrug, og mod forurening af miljøet. Spørgsmål om dyrevelfærd fik også stigende fokus, som reaktion på fremkomsten af industriel animalsk produktion (som det blandt andet blev skildret i Ruth Harrisons bog “Dyr på samlebånd”).

I medlemsbladet fra 1965 kom en appel fra redaktøren, Grethe Schmidt, til vegetarer om at komme frem af busken og melde sig ind i foreningen. Det blev påstået, at foreningen havde 1200 medlemmer og man ærgrede sig over at tallet ikke var højere i en 69 år gammel forening. Der blev klaget over, at vegetarismen havde vundet meget større udbredelse i befolkningen, men at det ikke havde smittet af på foreningen. I appellen til at skaffe flere medlemmer blev det pointeret, at Vegetarisk Fidsskrift var fagligt og beskæftigede sig med problemstillinger af generel interesse, og at dette burde kunne tiltrække flere medlemmer.

Pointerne nævnt her – at den redaktionelle kurs ændrede sig, og at vegetarismen vandt større folkelig udbredelse i disse år – kan ses i sammenhæng med og i forhold til bredere kendte samfundsændringer.

Bekymringer om forurening, om menneskehedens fremtid på jorden og naturen som miljø, vandt større udbredelse. Blandt historikere tilskrives Rachel Carsons bog “Det tavse forår” en betydningsfuld plads i historien, og i samtidens Vegetarisk Tidsskrift fik bogen omtale, så Rachel Carson var altså et kendt navn.

Senere kom der hippie bevægelser og ungdomsoprør, som ville bryde med traditionelle levemåder, altså anderledes grupper, som kunne finde på at støtte vegetarismens ideer.

Fra årgang 1967 skiftede bladet navn til Vegetarisk Forum. Dette skete efter generalforsamlingens ønske om et mere tidssvarende udtryk/design og et mere rummeligt blad, som favnede den vegetariske levemåde i et bredt perspektiv og med plads til meninger. På bladets begrænsede spalteplads skulle der således være en mindre forskningsorienteret linie. Sagt på en anden måde, et medlemsblad af interesse for entusiastiske vegetarer.

I 1974 kom, med henvisning til Grethe Schmidts ”kom frem af busken”, en skuffende status at medlemstallet var halveret siden 1965, og man ønskede at give yderligere incitamenter for at hverve nye medlemmer. Der var igen ærgrelse over, at vegetarismens fortsatte generelle fremgang ikke havde gavnet foreningen.

Selvom 1980erne, som årene går, ligger længere tilbage i tiden, så bruges det ofte stadig som omtrent grænse for hvornår vores samtid begynder. Som bemærket vandt vegetarismen stor fremgang i samfundet i løbet af ”de lange 1970ere”. Fra et bredt historisk perspektiv bliver DVF’s historie i den periode mindre relevant, fordi foreningen ikke synes at have været en lige så betydningsfuld drivkraft for vegetarismens udvikling.

Fra årgang 1983 skiftede medlemsbladet navnet tilbage til ”Vegetarisk Tidsskrift”. De klassiske argumenter for navnet blev igen fremført: Bladet og derved bevægelsen, skulle tale med autoritet og sagen skulle tages seriøst af det øvrige samfund.

Dansk Vegetar- og Råkost Forenings stagnation fortsatte ind i 1990erne. ”og Råkost” forsvandt fra navnet i 1992, så foreningen hed Dansk Vegetarforening.

Medlemsbladet – foreningens evige kælebarn og selverklærede vigtigste agitationsmiddel – ophørte uden nærmere forklaring efter DVF’s 90 års jubilæum i 1986.

Vegetarisk Tidsskrift udkom igen fra 1990. Fra 1997 udkom medlemsbladet under navnet ”Vegetaren”.

En selvfortælling, som gik igen i både i 1920erne og 1990erne, var, at foreningen blev drevet og holdt i live af en kerne af idealister. Det vegetariske samfund kom dog ikke så hurtigt, som man havde håbet, og det var en kilde til skuffelse og frustration. Samlet set havde vegetarismens sag dog oplevet stadig fremgang.

DVF’s historie frem til og med 1990erne er således en fortælling om en forening, der vedholdende har forsøgt at påvirke samfundet, også i vanskelige tider. DVF’s historie er også en fortælling uden egentlige tilbageslag for dansk vegetarisme, rettere forspildte chancer og foreningens daværende uforløste potentiale som samfundsaktør.

Den foranderlige historie fortsatte i 2000erene, 2010eren og 2020erne. Og fra 1. januar 2017 er foreningen vendt tilbage til det navn, som den har haft gennem det meste af sin historie: Dansk Vegetarisk Forening (DVF). Kort kan det om vores samtid også nævnes, at DVF 11. december 2021 kan fejre foreningens 125 års jubilæum med ca. 4.000 medlemmer i lyset af en historisk landbrugsaftale, hvor Danmark er mere på vej mod at være et foregangsland indenfor plantebaserede fødevarer.

Siden 1896 har Dansk Vegetarisk Forening udrettet meget, og de seneste års arbejde har resulteret i konkrete og målbare resultater. Vi har blandt andet startet den vegansk bølge i supermarkederne, fået forbedret kostrådene tre gange samt sat det plantebaserede på den politiske dagsorden.

Hvis du ønsker jubilæumshæftet tilsendt fysisk så skriv til Louise på louisejohansen@vegetarisk.dk