Skip to content

Grønne organisationer får fri proces i kampen mod greenwashing

Civilstyrelsen har tilkendt Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen i Danmark fri proces i klimaretssagen mod Danish Crown. Retssagen indledes i Vestre Landsret i november.
5. september 2023
Berit Ertmann

Dansk Vegetarisk Forening og Klimabevægelsen har fået tilkendt fri proces i sagen om Danish Crowns greenwashing af svinekød. Det fremgår af en meddelelse fra Civilstyrelsen.

Afgørelsen fra Civilstyrelsen betyder i praksis, at sagens rimelige omkostninger vil blive dækket, og ifølge advokat Marc Malmbak Stounberg fra Kontra Advokater, der fører sagen for de grønne organisationer, er afgørelsen sket på baggrund af sagens principielle karakter.

“Bevillingen fra Civilstyrelsen er en anerkendelse af sagens principielle betydning. Retssagen er den første af sin slags og kan derfor skabe en vigtig juridisk præcedens på området for greenwashing af fødevarer,” siger han.

Afgørelsen kommer som en stor lettelse for Dansk Vegetarisk Forening.

”At vi nu har fået fri proces til sagen viser, at sagen er berettiget, fordi den er principiel. Vores modparter i sagen har på forskellige måder forsøgt at spænde ben for, at vi kunne gennemføre sagen, ved at øge sagens omkostninger og økonomiske risiko for os. Derfor er det meget positivt for retssikkerheden, at vi kan gennemføre den første klimaretssag i Danmark uden bekymringer om sagens økonomi,” siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl.

Klimaaftrykket fra vores kødproduktion er tårnhøjt, og alligevel er der ifølge de grønne organisationer stort set frit spil til at greenwashe klimaskadelige fødevarer, fordi Forbrugerombudsmanden i Danmark ikke har mulighed for at slå hårdt ned på fødevarevirksomheder med betydelige bøder.

Ifølge Klimabevægelsen er målet med retssagen, at store kødproducenter som Danish Crown skal stilles til ansvar for at markedsføre klimatunge og miljøskadelige produkter som “grønne”.

“Danskerne har ingen chance for at vide hvad der er op og ned, når det kommer til klimaskaden fra det vi spiser. Det skyldes, at mange virksomheder i Danmark vildleder og får deres produkter til at se grønne ud, selvom de er sorte. Med denne principielle sag vil vi have sandheden frem, og have retten til at stoppe vildledningen. Kun sådan har vi en chance for at vinde over klimaforandringerne,” siger Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder i Klimabevægelsen.

Siden sagen blev anlagt, har den vist sig at blive langt dyrere end forventet, da sagens dokumenter og omfang har vokset sig større end først antaget. Bl.a. er store aktører som Dansk Industri og Landbrug & Fødevarer trådt ind i sagen til fordel for Danish Crown, og senere er Forbrugerrådet TÆNK trådt ind som biintervenient på Dansk Vegetarisk Forenings og Klimabevægelsens side.

Klimaretssagen er blevet en realitet, ikke mindst fordi en lang række danskere har doneret samlet over 400.000 kr. til retssagen gennem hjemmesiden klimaretssag.dk. De private donationer har været altafgørende for kampen mod greenwashing.

”Vi er meget glade for den store opbakning fra de 1.700 danskere, som har støttet retssagen økonomisk. Uden deres donationer var sagen aldrig blevet startet, og vi er dybt taknemmelige for den store opbakning”, siger Rune-Christoffer Dragsdahl.

Retssagen vil køre den 20.-22. november samt den 4.-6. december 2023 kl. 9.00 – 15.00 ved Vestre Landsret i Viborg.

Back To Top