Maden, vi spiser, er en af de største faktorer, der påvirker miljøet, klimaet og vores sundhed. De danske kostråd anbefaler mere plantebaseret mad med flere bælgfrugter, som både er sunde og har lav klimabelastning. Desværre spiser danskerne stadig alt for få bælgfrugter og for lidt grønt, men indtager generelt for meget kød, salt og fedt. Workshoppen her muliggør, at eleverne bedre forstår deres madvaners indvirkning på deres egen og klodens sundhed.
Indhold:
Denne gratis workshop er målrettet fagene madkundskab, natur/teknologi, geografi og samfundsfag. Vi lægger vægt på at engagere eleverne aktivt gennem en lang række diskussioner, øvelser, quiz og gruppearbejde om sammenhængen mellem vores madvaner, klima, biodiversitet og sundhed.
Materialet er udviklet af DVF i samarbejde med Helle Brønnum Carlsen (lærer, lektor i madkundskab, Ph.d og kogebogsforfatter).
Sådan foregår det:
Til vores workshops kommer vores oplægsholdere ud på jeres skole og står for undervisningen. Vores oplægsholdere er engagerede og dygtige formidlere, der så vidt muligt har en miljøfaglig eller pædagogisk baggrund.
En workshop har som udgangspunkt en længde på 3-5 lektioner.
- 3 lektioner: Hvis I har 3 lektioner til rådighed, består workshoppen af 3 lektioners oplæg med gruppeopgaver, diskussion og dilemmaer i klasselokalet.
- 5 lektioner: Hvis I har 5 lektioner til rådighed, kan vi inkludere madlavning, hvor de 3 lektioner kombineres med 2 lektioner praktisk madlavning.
Du kan læse mere og booke direkte på vegetarisk.dk/skole
Har du spørgsmål eller ønsker mere information, kan du også sende projektleder Trine Vesteraa en mail.