Skip to content

Ung vegetar med anoreksi måtte vælge mellem kød eller ingen behandling

12. maj 2018
DVF2
caroline4

Ung vegetar med anoreksi måtte vælge mellem kød eller ingen behandling

Caroline var 16 år, da hun begyndte at udvikle anoreksi. Hun kæmpede med lav selvtillid og lavt selvværd og havde det ikke godt med sine skolekammerater i folkeskolen.

”Mine kammerater gik meget op i, hvordan man skulle være og se ud. Skal jeg virkelig se sådan ud for at folk bedre kan lide mig, tænkte jeg. Men jeg begyndte så at gå til fitness og senere konditionstræning. Og jeg tabte mig tre kilo, og det motiverede mig til at begynde at tælle kalorier i håb om at tabe mig endnu mere.”

Lige siden da, i nu 4 år, har Caroline kæmpet med en spiseforstyrrelse. Det har inkluderet besøg på en lang række behandlingssteder og en lang række oplevelser med et system, der utvivlsomt var velmenende, men i en række tilfælde blot forværrede hendes tilstand.

Et af de første møder med behandlingen af spiseforstyrrelser var et privathospital, hvor der ifølge Caroline blev serveret måltider fyldt med yoghurt, mælk, fløde, blødkogte æg, Nutella, madder med kødpålæg og lignende.

”Jeg var slet ikke vant til at spise de ting, som de serverede. Hvorfor skal den kalorierige mad absolut være sådan? Der findes jo også kalorierige vegetabilske fødevarer, som man lige så godt kunne servere”, siger hun i dag.

Caroline elsker dyr, og i 2016 så hun nogle videoer fra dyrerettighedsorganisationen Go Vegan og læste foldere fra Dyrenes Alliance om, hvordan dyrene behandles i industrien. Hun havde altid været glad for grøn mad, men videoerne og folderne fik hende til at blive vegetar. Gennem venskaber med andre i det vegetariske miljø i Danmark blev hun senere inspireret til at blive veganer.

I mellemtiden nåede hun forbi endnu et behandlingssted, hvilket igen var en grænseoverskridende oplevelse. Efterfølgende fandt Caroline en psykoterapeut, som hun havde god kemi med, og hun gik hos hende i et år.

Selvom hun af og til tog et par kilo på, tabte hun sig også igen, og sidste år nåede Caroline ned på 43 kilo. Lægen sagde, at hun skulle indlægges, om nødvendigt ved tvang med hjælp fra politiet. Caroline husker, at hun begyndte at græde og skrige. Hun tog derpå med sin far til anoreksiafdelingen i Ballerup. Patienterne der havde det dog meget værre end Caroline, og tanken om at skulle overnatte der blot en enkelt nat gjorde hende utryg, og hun fik derfor lov at tage med sin far hjem.

Næste dag talte de med en overlæge, som var enig i, at hun ikke hørte til derude, og hun blev i stedet henvist til anoreksiklinikken i Gentofte. Hun gjorde her opmærksom på, at hun var vegetar. Men svaret lød, at man skulle spise det, som de andre patienter fik – at man skal spise kød ligesom de andre, og at man kun kan blive fritaget for dette, hvis man er vokset op som vegetar.

”Jeg forlod mødet grædende. Det gjorde mig vred, at de ikke kan respektere min måde at leve på”, siger Caroline.

Hun var derpå fast besluttet på, at hun ikke ville tvinges til at spise kød, og hun kæmpede i den følgende tid for at tage nogle kilo på igen for at komme ud af farezonen, så hun ikke igen skulle komme i en situation, hvor hun kunne blive tvunget til at spise kød.

Det lykkedes Caroline at tage 3 kilo på igen, og hun startede igen med at komme hos den psykoterapeut, som hun tidligere havde gået hos og været meget glad for. Hun nåede op på 48 kilo, men har senere tabt et par kilo igen.

Caroline er i dag 20 år. Hun er i gang med at tage kurser i engelsk, så hun kan starte på HF efter sommerferien. Hun er desuden frivillig i arbejdet med at inspirere andre mennesker til at spise plantebaseret, og i dag er hendes bedste venner fra det vegetariske/veganske miljø. Hun er nu skrevet op til en støttegruppe i Landsforeningen for Spiseforstyrrelser, hvor hun starter sidst her i maj.

”Det er virkelig stærkt af Caroline at stå frem i al sin sårbarhed og dele sin historie, i håb om at det kan medføre forandringer i behandlingen af vegetarer og veganere med spiseforstyrrelser. Vi har modtaget en stribe henvendelser af denne art. Den nuværende madpolitik for patienter med anoreksi betyder, at vegetarer og veganere enten tvinges til at spise kød eller ikke kan blive behandlet. Det er ikke rimeligt. Vi tager selvfølgelig sagen op med politikerne i Region Hovedstaden sammen med de øvrige henvendelser, vi har fået”, siger generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl.

Han fortsætter: ”Når man er psykisk sårbar og elsker dyr, er det sidste, man har behov for, at blive presset til at spise fødevarer fra dyr. Problemet handler i sidste ende om, at køkkenerne naturligvis skal tilbyde et plantebaseret måltid. Såfremt der er tale om en patient med spiseforstyrrelse, så skal måltidet naturligvis være sammensat, så det indeholder den nødvendige næring, hvilket enhver diætist vil kunne sørge for. Der er i dag et stort udbud af kalorietætte vegetabilske fødevarer som f.eks. nødder, avocado og plantebaseret smørepålæg, fløde, smør og mange, mange andre produkter.”

Hvis du også synes, at sundhedsvæsenet altid bør tilbyde en plantebaseret valgmulighed, så håber vi, at du vil skrive under på vores borgerforslag om, at de offentlige køkkener altid skal tilbyde et mættende og nærende grønt alternativ.

Støt borgerforslaget her ved at skrive under med NemId

Tusind tak for din støtte!

Back To Top