Skip to content

Regeringen kan sænke momsen og samtidig gavne klimaet

Unsplash
En generel momsnedsættelse på alle fødevarer vil belaste klimaet. Men nulmoms på frugt og grønt kombineret med højere afgifter på kød og mejeri kan gøre det modsatte, viser en ny analyse fra Klimarådet.
2. oktober 2026
Redaktion

Klimarådet har for nylig udgivet en analyse af regeringens forslag om at halvere momsen på fødevarer og helt fjerne den på frugt og grønt. Ifølge Klimarådet vil den samlede model øge danskernes klimaaftryk med mere end en halv mio tons CO2 om året, fordi lavere fødevarepriser øger det samlede forbrug.

Klimarådet peger samtidig på, at det er muligt både at gøre maden billigere og sænke klimabelastningen. Hvis momsen fjernes på frugt og grønt og kombineres med afgifter på oksekød, svinekød og mejeriprodukter, falder udledningerne med omkring 60.000 ton CO2 om året, mens danskernes købekraft stadig stiger.

En generel nedsættelse af momsen på fødevarer er alt for dyr og gør altså ikke noget godt for klimaet. Derfor er det vigtigt med nulmoms på grønne fødevarer som frugt og grønt, som gør det billigere at spise noget, som danskerne i forvejen får for lidt af.

Sundheden mangler i regnestykket

I DVF savner vi dog, at sundhed fylder mere i analysen. For Klimarådet medregner ikke de sundhedsgevinster, der er ved at fjerne momsen på frugt og grønt.

Et studie offentliggjort i det anerkendte tidsskrift Nature Food har undersøgt effekten af differentieret moms på fødevarer i Europa.

Alene i Danmark peger studiets beregninger på omkring 3.800 færre for tidlige dødsfald om året ved at indføre nulmoms på frugt og grønt.

Vi mener dog, at det ikke er nok at gøre frugt og grønt billigere. Hvis flere danskere skal spise grønnere, kræver det også uddannelse af madprofessionelle og inspiration til danskerne, så flere får mulighed og lyst til at spise mere frugt, grønt og bælgfrugter i dagligdagen.

SENESTE NYT

Back To Top