spiseforst1

Sygehus gør sig til dommer over, om syge vegetarer er oprigtige eller falske

En ung kvinde traf et etisk valg om at leve vegetarisk, og hun levede vegetarisk i to år. Hun udviklede efterfølgende en spiseforstyrrelse og blev indlagt på et sygehus, på en afdeling der behandler spiseforstyrrelser. Hendes forældre gjorde sygehuset opmærksom på, at den unge kvinde havde været vegetar inden sygdommen, og at de to ting ikke havde noget med hinanden at gøre. Sygehuset svarede, at man skal være vokset op i en vegetarisk familie og aldrig have spist kød, for at man kan få lov til ikke at spise kødet. Og de gav hende derpå valget mellem at spise kød eller at blive tvangsmadet via en sonde.

Vi har henvendt os til sygehuset og efter seks ugers ventetid, inklusive en rykker og en henvendelse til en regionspolitiker, modtaget et svar fra den ledende overlæge:

”Hvis borgeren har været vegetar inden indlæggelsen, således at beslutningen om at være vegetar ikke kan siges at være et symptom på spiseforstyrrelse og selvpålagte restriktioner i forhold til spisningen, så respekteres dette. Omvendt vælger vi at se det indskrænkede spisemønster/ -repertoire som et symptom på spiseforstyrrelsen, hvis sygdomshistorikken indikerer dette.”

Men som det fremgår af historien om den unge kvinde, blev hendes værdier ikke respekteret, selvom hun forinden havde levet sådan i to år. I DVF er vi bekendte med lignende sager, hvor personalet på afdelinger for spiseforstyrrelser gør sig til dommere over, om en vegetar efter deres mening fortjener at blive respekteret eller ikke.

”Vi er rystede. Vi taler om et menneske, som har truffet et altruistisk valg af hensyn til dyrene, et valg som er udtryk for en dybtliggende personlig værdi. Et menneske som samtidig er psykisk sårbart og udvikler en spiseforstyrrelse. Ved at gøre det etiske valg til en del af sygdomshistorien, en del af spiseforstyrrelsen, anvender man en destruktiv forhammer mod altruistiske værdier, som inspirerer det unge menneske, og man forlænger og forværrer med største sandsynlighed sygdomsforløbet”, siger DVFs generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl.

”Vi betvivler på ingen måde, at psykologerne, som er specialister i spiseforstyrrelser, er fremragende til at behandle spiseforstyrrelser. Men hvis ikke de anerkender, at det at leve plantebaseret oftest er et altruistisk valg, som er motiveret af hensyn til f.eks. dyr, verdens fattige, miljø eller klima, så er der en stor risiko for, at de i stedet sygeliggør sådanne valg. Og det er historien om den unge kvinde et tydeligt eksempel på.”

Han fortsætter:

”Problemet handler i sidste ende om, at køkkenerne naturligvis skal tilbyde et plantebaseret måltid, og såfremt der er tale om en patient med spiseforstyrrelse, så skal måltidet naturligvis være sammensat, så det indeholder den nødvendige næring, hvilket enhver diætist vil kunne sørge for.”

Hvis du også synes, at sygehusenes behandling af vegetarer er urimelig, så håber vi, at du vil skrive under på vores borgerforslag om, at de offentlige køkkener altid skal tilbyde et grønt alternativ:

Støt borgerforslaget her ved at skrive under med NemId

Tusind tak for din støtte!

Skriv her og klik på Enter for at søge