Sådan sikrer vi salget af danske økologiske planteproteiner

Tirsdag den 24. maj

Sådan sikrer vi salget af danske økologiske planteproteiner.

Den 23. maj holdt vi sammen med Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet og Plantebaseret Videnscenter konferencen “Fra muld til mund” i Festsalen på Københavns Universitet. 

Her blev vi alle sammen klogere på, hvordan vi sikrer, at danske, økologiske planteproteiner kan blive en succes med et stort salg både herhjemme og internationalt. For det er ikke bare så nemt at lave, sælge og anvende de gode, danske råvarer. Vi har lige nu et fødevaresystem, der står for en stor, grøn omstilling. Og alle – lige fra landmænd over detailhandlen, køkkener og kantiner, politikere og forbrugere – skal være med på omstillingen, hvis vi skal i mål med planteeventyret.

Vidste du f.eks., at vi i Danmark kan producere fødevarer med proteiner fra bl.a. ærter og hestebønner med lav klimabelastning, der er både billigere og sundere end kød og kan erstatte kød 1:1 i de fleste retter? 

Der ligger en stor udfordring i at få kokke og andre køkkenprofessionelle uddannet i at skabe nye, grønne, nærende måltider. På konferencen fik vi indsigt i de udfordringer og fremtidens løsninger gennem oplæg af store faglige kompetencer fra Organic Plant Protein, Meyers Kantiner, Landbrug & Fødevarer, Dansk Cater, Økologisk Landsforening, forskere ved Københavns Universitet og fødevareminister Rasmus Prehn. 

I DVF arbejder vi stenhårdt på denne omstilling. Vi samarbejder med alle dele af erhvervslivet for at give de danske planteproteiner et skub. Vi tror på missionen, og mandagens konference viste med al tydelighed, at der er mange gode kræfter derude, som også kan skabe den grønne udvikling. 

Hvis du vil hjælpe vores arbejde på vej og skabe flere grønne, danske, økologiske valgmuligheder i danske køkkener, spisesteder og supermarkeder, så meld dig ind i Dansk Vegetarisk Forening – din støtte gør en kæmpe forskel.  

Konferencen fandt sted i regi af “Netværk for Fremtidens Planteproteiner”, som er støttet af Fonden for økologisk landbrug. 

Seneste nyt

Skriv her og klik på Enter for at søge