Et vigtigt signal: Northside bliver plantebaseret i samarbejde med DVF
Torsdag den 14. oktober 2021
I 2022 kan festivalgæsterne på NorthSide endnu engang forvente at blive en del af et bæredygtigt kvantespring, når den årlige madplakat vil bestå af plantebaserede og 100% økologiske varianter af gastronomiske festival-evergreens kombineret med nye madoplevelser.
Tiltaget er blevet til i samarbejde med Dansk Vegetarisk Forening og Økologisk Landsforening i regi af Plantebaseret Videnscenter.
”NorthSide arbejder hele tiden med at hæve barren for bæredygtighed. I 2014 lancerede vi den første økologiske øl i samarbejde med Tuborg. I 2019 fjernede vi engangsplastkrus og salg af vand på flaske, og i 2022 står plantebaseret mad side om side med overgangen til 100% grøn strøm,” siger Brian Nielsen, der er festivalchef for NorthSide.
Han fortsætter:
”NorthSide har i sit DNA, at der er rum og forventning til, at vi sætter en retning som inspiration. Både for ny musik, men også nye bæredygtige tiltag som at gå plantebaseret. Vi vil gerne fortsætte med at overraske, udfordre og gå forrest, og at servere plantebaseret mad er et naturligt næste skridt på vores bæredygtighedsrejse. Det er fremtidens mad nu”, siger han.
I Plantebaseret Videnscenter bakker de op om tiltaget:
”Når NorthSide vælger, at maden på festivalen er plantebaseret og 100% økologisk, sender de samtidig et vigtigt signal om, at fremtiden er og skal være grønnere. Noget af det allervigtigste, vi hver især kan gøre for klimaet, er at spise langt mere grønt og tilsvarende langt færre animalske produkter; og hvis vi så samtidig vælger økologiske fødevarer, er vi med til blandt andet at sikre vores rene grundvand, bedre dyrevelfærd og rigere biodiversitet i og ved markerne. NorthSide går forrest og tager med tiltaget endnu engang konkret ansvar for den grønne omstilling – denne gang ved at synliggøre, at vores madvaner er en afgørende del af løsningen for en mere bæredygtig fremtid,” siger Katrine Ejlerskov, Centerleder for Plantebaseret Videnscenter.
Den animalske produktion er den af menneskets aktiviteter, der påvirker kloden allermest, og derfor har en mere plantebaseret kost indflydelse på mindst 9 af FN’s 17 verdensmål. Det kan du læse meget mere om her.
Frem til festivalen vil NorthSide i samarbejde med sine stadepladsholdere udvikle lækker og delikat mad, der kan inspirere og udfordre gæsternes madoplevelser. NorthSide er den første danske festival, der udelukkende serverer plantebaseret mad, og festivalen lancerer den nye madplakat og giver et smugkig på de nye tiltag, når festivalen nærmer sig.
Fakta om ”et plantebaseret måltid”:
– Plantebaseret Videnscenter definerer et plantebaseret måltid som ”et måltid der er bygget op omkring planter, og som kan suppleres med en mindre andel animalske fødevarer”*.
– NorthSide har fravalgt kød og fisk i deres måltider, og vil max bruge 15% ost, æg eller mayonnaise pr. portion.
– Måltider, der er vegetariske eller veganske, vil være tydeligt mærkede.