Danmarks indsats for plantebaserede fødevarer får ros fra den globale bælgfrugtindustri efter et besøg i København den 20. oktober. Her mødtes en delegation fra Global Pulse Confederation (GPC) med danske virksomheder, forskere og organisationer. Besøget var arrangeret af Dansk Vegetarisk Forening (DVF), Food Nation og GPC.
GPC’s præsident, Vijay Iyengar, fremhæver især den danske handlingsplan for plantebaserede fødevarer, Plantefonden og Bælgfrugtpartnerskabet. Han roser samtidig Danmarks evne til at samle forskellige interesser om en fælles indsats.
“Bælgfrugtpartnerskabet og Plantefonden er virkelig interessante, og handlingsplanen er rigtig god. Det er win-win-win,” siger Vijay Iyengar, der også er grundlægger og bestyrelsesformand for den internationale råvarehandelsvirksomhed Agrocorp International.
Men det er ikke kun de konkrete initiativer, der gør indtryk. GPC’s direktør for politik og bæredygtighed, Lara Gilmour, fremhæver også Danmarks tilgang til udviklingen af plantebaserede fødevarer.
“Den danske tilgang er både modig og visionær. Det er noget, andre lande kan lade sig inspirere af, og den ambition fortjener ros,” siger hun.
Dansk teknologi kan skabe nye muligheder
Rundbordsmødet The Business of Pulses var også på programmet hos Food Nation i København. Her drøftede delegationen med danske virksomheder og forskere, hvordan dansk ekspertise inden for fermentering, ingrediensudvikling og fødevareforarbejdning kan øge værdien af bælgfrugter.
Der var samtidig fokus på de forretningsmæssige muligheder. Deltagerne diskuterede blandt andet internationale investeringer, forskningssamarbejde og tættere forbindelser mellem danske opstartsvirksomheder og etablerede fødevarevirksomheder.
Og netop muligheden for at bygge videre på dialogen med Danmark vækker interesse hos GPC.
“Vi repræsenterer den private sektor og hele værdikæden fra jord til bord og fungerer som et bindeled i branchen. Vi er her for at tale om bælgfrugter og deres værdi, men lige så vigtigt er det at fortælle Danmark, at vi gerne vil samarbejde. Vi ser frem til at følge den danske indsats,” siger Lara Gilmour.
Efterspørgsel skal drive udviklingen
Ud over mulighederne for samarbejde og teknologi handlede mødet også om, hvordan man får flere bælgfrugter på tallerkenen.
Her fortalte Tim McGreevy fra USA Pulses, der sidder i GPC’s bestyrelse, om den amerikanske branches mål om at fordoble både produktionen og efterspørgslen efter bælgfrugter frem mod 2030.
“Det handler først og fremmest om efterspørgsel. Landmændene reagerer på markedets signaler. Derfor arbejder vi blandt andet på at få flere bælgfrugter ind i skolemåltiderne og udvikle retter, som børnene har lyst til at spise,” siger Tim McGreevy.
Ifølge McGreevy er arbejdet med skolemåltider et konkret eksempel på, hvordan man kan øge efterspørgslen og dermed give landmændene et incitament til at dyrke flere bælgfrugter.
Om Global Pulse Confederation
Global Pulse Confederation (GPC) repræsenterer mere end 500 medlemmer fra den private sektor og 20 nationale brancheorganisationer inden for den globale bælgfrugtindustri.
På verdensplan blev der i 2024 forbrugt omkring 97 millioner ton bælgfrugter, og det globale marked havde en anslået værdi på 93,7 milliarder dollar på producent- og importørniveau. Frem mod 2035 forventes forbruget at stige til omkring 111 millioner ton.
Læs mere på globalpulses.com
Om Danmarks indsats for plantebaserede fødevarer
Handlingsplan for plantebaserede fødevarer: Regeringen lancerede i oktober 2023 en handlingsplan, der skal styrke udvikling, produktion og forbrug af plantebaserede fødevarer. Planen omfatter hele værdikæden fra landbrug og fødevarevirksomheder til detailhandel og forbrugere.
Plantefonden: Fonden for Plantebaserede Fødevarer er en statslig tilskudsordning, der støtter projekter, som fremmer udvikling, produktion og forbrug af plantebaserede fødevarer. Der er afsat over 1 milliard kroner til ordningen frem mod 2030.
Bælgfrugtpartnerskabet: Et samarbejde mellem virksomheder, organisationer, producenter og andre aktører, der arbejder for at øge produktionen og forbruget af bælgfrugter i Danmark. Partnerskabet arbejder blandt andet for, at danskerne kommer tættere på kostrådenes anbefaling om 100 gram bælgfrugter om dagen.
Læs mere: Handlingsplan, Plantefonden og Bælgfrugtpartnerskabet

