I dag har over 90 internationale organisationer med baggrund i alt fra landbrug til forbruger- og sundhedsorganisationer præsenteret en rapport med konkrete anbefalinger til politikerne i Bruxelles. Anbefalingerne skal være med til at fremme et mere bæredygtigt fødevaresystem på tværs af EU.
Rapporten Building a healthy, sustainable, and just EU food system tager afsæt i EAT-Lancet-kommissionens forskningsrapport fra 2025. På den baggrund har organisationerne udarbejdet seks politiske anbefalinger, der skal være med til at bane vejen for et mere bæredygtigt, sundere og mere retfærdigt fødevaresystem i EU.
Seks politiske anbefalinger
Med afsæt i EAT-Lancet-kommissionens arbejde og de mere end 90 organisationers egne erfaringer og indsigter skal de seks politiske anbefalinger være med til at sætte skub i omstillingen af fødevaresektoren.
Anbefalingerne spænder sig bredt over hele fødevaresystemet. DVF og de 90+ organisationer ønsker blandt andet, at EU styrker værdikæderne for sundere og mere bæredygtige fødevarer, mindsker madspild og skaber bedre økonomiske vilkår for landbruget og andre aktører i omstillingen mod et grønnere fødevaresystem.
Samtidig skal offentlige indkøb være med til at øge efterspørgslen efter sundere og mere bæredygtige fødevarer. Organisationerne ønsker også tydeligere regler for mærkning og markedsføring, så forbrugerne får et bedre grundlag for at træffe oplyste valg.
Derudover opfordres EU til at investere mere i forskning, udvikling og vidensdeling og sikre fair handelsvilkår og fælles standarder for både europæiske og importerede fødevarer.
Et presset fødevaresystem
Ifølge organisationerne er Europas fødevaresystem under stigende pres fra flere sider. Sundhedsvæsnet presses af kostrelaterede sygdomme, mens landbruget står over for voksende økonomiske udfordringer og samtidig rammes af tørke, oversvømmelser, naturbrande og hedebølger som følge af klimaforandringerne.
Samtidig er EU fortsat afhængig af import fra lande uden for unionen, mens stigende fødevarepriser presser forbrugerne.
Organisationerne peger på, at fødevaresystemet samtidig er et af de områder, hvor politiske ændringer kan gøre en stor forskel. Rapporten fokuserer især på en mere bæredygtig produktion, sundere kostvaner med afsæt i den såkaldte Planetary Health Diet samt mindre madspild og færre fødevaretab.
Klar til handling
Organisationerne bag rapporten peger på, at mange allerede er i gang med at skabe forandringer i fødevaresystemet. Men hvis omstillingen skal gå hurtigere, kræver det ifølge dem en mere sammenhængende indsats fra EU.
De efterlyser blandt andet klare regler, økonomiske incitamenter, offentlige investeringer og færre strukturelle barrierer.
Derfor opfordrer de nu EU til at vedtage en fælles handlingsplan for et sundere, mere bæredygtigt og mere retfærdigt fødevaresystem.
Læs den fulde rapport her

