Skip to content

Grøn valgmulighed nedstemt: 140.000 borgere bliver svigtet af politikerne

3. juni 2021
Berit Ertmann
skrmbillede-2021-06-03-kl.-12.12.40
skrmbillede-2021-06-03-kl.-12.12.40

Grøn valgmulighed nedstemt: 140.000 borgere bliver svigtet af politikerne

Torsdag den 3. juni 2021

Folketingets partier 2. behandlede i dag forslaget om at indføre en grøn valgmulighed i alle offentlige køkkener og dermed give Danmarks vegetarer og veganere – samt alle andre mennesker, der har lyst til et måltid mad uden kød – mulighed for at vælge et plantebaseret alternativ. Forslaget, som over 12.000 danskere skrev under på, da det i sin tid var et borgerforslag, blev torsdag eftermiddag forkastet i folketingssalen med 18 stemmer for, 70 imod og 7 hverken for eller imod.

Alternativet, Frie Grønne, SF og Enhedslisten stemte ja til forslaget, Radikale og Kristendemokraterne valgte at stemme hverken for eller imod, mens Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance stemte imod.

I Dansk Vegetarisk Forening er vi grundlæggende skuffede over, at så stor en del af Folketingets partier ikke ønsker at give borgerne det frie valg.

“Det er skuffende, at et flertal i Folketinget ikke vil støtte det frie grønne valg i de offentlige køkkener. Det drejer sig om 140.000 vegetarers og veganeres grundlæggende rettigheder, og det er samtidig en meget lavthængende frugt i forhold til klimaet,” siger Dansk Vegetarisk Forenings generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl.

SF’s fødevareordfører Carl Valentin har haft tilbud om plantebaseret mad i offentlige køkkener som en mærkesag i valgkampen og er trods dagens resultat stolt af, at det er lykkedes at få så mange partier til at støtte op.

“At kunne spise plantebaseret i det offentlige bør være en rettighed. Flertallet af danskere ønsker at spise mindre kød – så det er da oplagt at give dem muligheden. Klimaet, miljøet, naturen og dyrene betaler prisen, så længe borgerne ikke har et frit valg til at vælge det plantebaserede til. SF arbejder videre for at presse Radikale Venstre og Socialdemokratiet, der svigter fælt her,” siger Carl Valentin.

Det var oprindelig Alternativet, der fremsatte forslaget, som senere er blevet genfremsat af Frie Grønne. Susanne Zimmer, som er gruppeforperson for Frie Grønne, finder det “trist”, at så mange partier ikke støtter op om forslaget om muligheden for at vælge et nærende, mættende grønt måltid.

“Lige nu har vi 140.000 borgere, som lever vegetarisk og 660.000 som overvejende lever vegetarisk. Det er meget problematisk at borgere på sygehuse, plejecentre og botilbud, som ikke har mulighed for anden mad ikke kan få et plantebaseret måltid. Det er heller ikke rimeligt at børn i vuggestue og børnehaver ikke kan være en ligeværdig del af spisefællesskabet, hvis de lever plantebaseret og ikke kan få grønt mad i institutionen. Når vi samtidig ved at grønne måltider øger sundheden og belaster klimaet langt mindre, er jeg uforstående overfor, at så få partier støtter forslaget,” siger hun.

De Radikale og regeringen har henvist til, at det er noget, kommunerne og regionerne selv må bestemme lokalt. Men kommunerne og regionerne har også svigtet. Ifølge en undersøgelse, som Dansk Vegetarisk Forening har foretaget blandt landets kommuner, har over en tredjedel af kommunerne ikke en overordnet mad- og måltidspolitik. Og endnu færre – blot omkring 20 pct. af kommunerne – har med sikkerhed en politik om at tage hensyn til vegetarer og veganere. Det betyder, at en stor befolkningsgruppe reelt lades i stikken af det offentlige.

Dansk Vegetarisk Forening har bebudet en retssag mod en række kommuner og regioner, hvor vegetarers og veganeres basale rettigheder ikke overholdes. Generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl mener, at politikernes nedstemning af forslaget desværre viser, at det er nødvendigt at gå rettens vej for at sikre borgernes rettigheder til at få sunde og nærende måltider i offentlige kantiner, selv om de ikke spiser kød.

“Vi fortsætter naturligvis med den bebudede retssag, som består af to sager fra hospitaler og to fra daginstitutioner. Men det kan desværre tage år, før de sager er nået igennem retssystemet. I mellemtiden svigtes borgerne, fordi politikerne ikke handler,” siger han.

Seneste nyt

Back To Top