Skip to content

Stor opbakning til grøn valgmulighed i de offentlige køkkener

21. juli 2018
DVF2
Squashfrikadeller

Stor opbakning til grøn valgmulighed i daginstitutioner, på skoler, plejehjem og hospitaler

Der er stor opbakning i befolkningen til, at det altid i de offentlige køkkener bør være muligt at vælge et grønt måltid.

Det viser en helt ny landsdækkende, repræsentativ måling fra Coop Analyse blandt 1.514 danskere i alderen 15 til 74 år.

46 % af danskerne har således svaret, at de er enige eller meget enige i, at det “altid bør være muligt i offentlige institutioner (børnehaver, plejehjem etc.) at kunne vælge et vegetarisk måltid”. Kun 21 % har erklæret sig uenige eller meget uenige. Resten har svaret hverken/eller eller ved ikke.

Et vegetarisk måltid defineres i spørgsmålet, jf. den officielle definition af “vegetarisk”, som et måltid, der “består af grøntsager, bælgfrugter, korn, frugt, nødder og frø, eventuelt suppleret af mælkeprodukter/æg”.

Blandt kvinder, blandt unge og i København er der absolut flertal for og kun et meget lille mindretal imod. Således er der i København 56 % for og kun 15 % imod, mens der i Vestjylland kun er 36 % for, hvilket dog stadig er væsentligt flere, end der er imod.

Spørgsmålet er udarbejdet i samarbejde med DVF, men selve målingen er gennemført af Coop Analyse som andre repræsentative, landsdækkende målinger.

Sidste år viste en tilsvarende måling fra Coop Analyse med 1.010 adspurgte, at der var 44 % for og 26 % imod, så der er således solidt belæg for opbakningen med disse målinger to år i træk.

Målingen kommer på et tidspunkt, hvor der blot er en uge, til et tilsvarende borgerforslag til Folketinget om en fast plantebaseret valgmulighed udløber. Der er pt 11.200, som har skrevet under på forslaget, hvilket gør det til et af de mest støttede borgerforslag.

Fortæl politikerne, at du synes, at der altid bør være en plantebaseret valgmulighed i de offentlige køkkener:

Back To Top