Spis grønt
Spis grønt

NY BEREGNING: Danmark kan hente millarder af kroner årligt ved at spise grønnere

Myndighederne har nu udgivet en beregning af, hvor stor en gevinst Danmark ville hente i kroner og ører, hvis danskerne spiste grønnere og fulgte kostrådene.

Det drejer sig om næsten 7 milliarder kroner om året, hvor især mindre kød og mættet fedt vejer tungt i regnestykket, foruden salt.

Størstedelen af beløbet kommer fra øget arbejdsproduktivitet, altså at folk kan gå på arbejde i stedet for at være syge derhjemme eller ligge på hospitalet, og dertil kommer en besparelse på omkostninger til sundhedsvæsenet. Samtidig vil man kunne undgå over 1.000 dødsfald om året, og mange vil få betydeligt flere gode leveår.

Beregningen er foretaget af Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, men bestilt af Fødevareministeriet, og det er dermed en officiel beregning for de danske myndigheder, som kan få stor betydning fremadrettet.

»Vi har i flere år efterlyst den beregning, fordi sådanne tal er centrale, hvis man skal overbevise Finansministeriet om, at samfundet skal bruge penge på tiltag for en grønnere kost. Tallene viser, at det også på bundlinjen vil være en fremragende ide«, siger DVF’s generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl til Politiken.

Han påpeger, at regeringen og Folketinget eksempelvis kunne investere i efteruddannelse af køkkenpersonalet i offentlige køkkener og sænke momsen på frugt og grønt.

»Det er store tal, som kalder på både eftertanke og handling. Hvis vores kostråd kan bidrage til, at flere får et både bedre og længere liv, har vi som samfund en forpligtelse til at handle. Det gælder ikke kun den enkelte forbruger, men alle aktører, som kan gøre de sunde valg nemmere, siger fødevareminister Mogens Jensen i en skriftlig kommentar til Politiken.

Bemærk:
– at overvægt og fedme ikke indgår i beregningerne
– at tallene er baseret på, at befolkningen som gennemsnit følger kostrådene; det vil sige med en spredning, hvor nogle gør og andre ikke gør; hvis alle levede op til kostrådene, ville beløbet blive større
– at tallene er baseret på mindre frugt og grønt (500 gram om dagen) end den officielle anbefaling (600 gram om dagen)
– at man følger kostrådene, hvis man spiser op til 500 gram rødt kød om ugen, hvilket stadig er rigtig meget kød
– at norske beregninger antyder, at beløbet snarere er i omegnen af 14 milliarder danske kroner om året
– at beregninger fra Oxford University viser, at en plantebaseret kost giver en sundhedsøkonomisk besparelse, som er 45 % større end besparelsen ved at følge kostråd om ‘sund kost’

Kort sagt: De knap 7 milliarder kan allerede nu bruges til at lægge pres på Finansministeriet og forhåbentlig medføre investeringer i plantebaserede tiltag. Men det reelle tal er i virkeligheden meget højere.

Du kan læse DVF’s pressemeddelse om beregningen her.

Seneste nyt

Skriv her og klik på Enter for at søge