naturli-vegetarisk-festival
naturli-vegetarisk-festival

Naturli’ som hovedsponsor for Vegetarisk Festival 2018!

Kom med til Vegetarisk Festival, når Dansk Vegetarisk Forening inviterer til oplysning og hyggeligt samvær i de grønne omgivelser på Tiøren, Amager Strandpark 24.-26. august.
En hel weekend med masser af spændende foredrag, politiske debatter, musik og inspirerende madlavnings-demonstrationer – prøv for eksempel at lave vegansk pålæg eller bøffer i Madkulturens FoodJam. Der vil være madboder og udstillere med salg af produkter, alt sammen 100 % plantebaseret.

 

Naturli’ er årets hovedsponsor – fordi der ikke er nogen Planet B – og den mest effektive måde at skabe en mere bæredygtig verden på er ved at spise og drikke planter!

 

Med Naturli’ som hovedsponsor har vi fået lidt mere luft i budgettet – hvilket gør vi kan holder billetpriserne i et niveau, hvor alle kan være med” – Mie Nordly, Festivalkoordinator.

 

På programmet er blandt andre den verdensberømte australske filosof og dyrerettighedsforkæmper, Peter Singer, og en koncert med sangerinden Sys Bjerre.

Desuden er Tobias Leenaert, Patrik Baboumian, Vesanto Melina, Maria Felding, Carsten Bjørnlund, Vicki Berlin og Kira Eggers med flere på programmet, samt en stribe politikere, der vil deltage i debatter, blandt andre Ida Auken, Søren Egge Rasmussen og Franciska Rosenkilde.

 

Det fulde program kan ses på festivalhjemmesiden. Herunder kan du læse lidt mere om, hvad der kommer til at ske på festivalen.

 

Erhvervsudvikling

Hvordan ser repræsentanter fra Coop og ALDI udviklingen inden for plantebaserede fødevarer i de kommende år? Mød Lars Aarup fra Coop Analyse, der følger udviklingen i danskernes kostvalg, samt Katrine Milman, CSR manager i ALDI, der i stigende grad satser på det plantebaserede marked.

Mød også en række grønne iværksættere, der præsenterer deres bæredygtige og plantebaserede ideer over for et skarpt dommerpanel bestående af bl.a. Henrik Lund, direktør hos Naturli’, når årets iværksætter skal findes.

Kom og lær mere om, hvordan “clean” og “green” kød er en konstruktiv måde at tage fat på vores gamle kulturelle kærlighedsaffære med kød, samtidig med at vi leverer en overlegen produktions- og forretningsmodel. David Pedersen vil fortælle os om fremtidens proteiner i foredraget “The future of proteins: “Clean Meat”, “Green Meat” or plain old “Mean Meat”?”

 

Bæredygtighed

Mange er efterhånden klar over, at kødforbruget globalt er forbundet med en meget høj miljøbelastning. I følge FNs miljøprogram UNEP er landbrugsdyr og fossile brændstoffer verdens to største miljøproblemer. Der er dog samtidig en del forskning, der viser, at det er et komplekst emne. Kan vi brødføde verden økologisk? Hvilken rolle spiller geografiske og klimatiske forskelle for, hvad der er mest bæredygtigt at spise? Hvordan beskytter vi flest mulige dyre- og plantearter fra udryddelse? Og hvordan kan vi skaffe nok naturlig gødning til 10 milliarder mennesker, hvis der ikke er landbrugsdyr?

Bliv klogere, når DVFs generalsekretær, Rune-Christoffer Dragsdahl, inviterer professor i agroøkologi, Andreas de Neergaard, til en samtale om, hvordan verden brødfødes bæredygtigt.

Vegetarisk Festival inviterer også til politisk paneldebat, hvor det diskuteres, hvorvidt dansk landbrugs fremtid er plantebaseret. Det kommer nok ikke til at gå stille for sig til fredagens politiske paneldebat, hvor fire fødevare- eller miljøordførere fra Folketinget allerede har bekræftet deres deltagelse. Mød Ida Auken fra Det Radikale Venstre, Trine Torp fra SF, Christian Poll fra Alternativet og Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten. Flere navne bekræftes senere.

Hvor omfattende er det egentlig at leve bæredygtigt? Og kan det overhovedet lade sig gøre her, hvor vi bor? Jesper Dalgaard Pøhler tegner et (selv)portræt af den moderne, vestlige forbruger og udfordrer nogle af antagelserne om (vores egen) bæredygtige livsstil.

I et samfund bygget på overforbrug, er “Zero Waste”-bevægelsen trodsigt voksende. Men hvad betyder “Zero Waste” egentlig? Hvordan hænger det sammen med veganisme og bæredygtighed? Og hvordan kan en “Zero Waste”-livsstil se ud? Calina Leonhardt, som står bag bloggen og Instagram-profilen “NeoHippie”, har skrevet bogen “Bæredygtig Livsstil – Zero Waste, Vegansk, Minimalisme”, som udkom i April i år, kommer forbi festivalen om lørdagen for at svare på ovenstående spørgsmål.

 

Sundhed

Hvad er op og ned på sundhedsmyterne om plantebaseret kost? Til Vegetarisk Festival kan du få svar på dine spørgsmål.

Hør den kendte canadiske diætist Vesanto Melina fortælle om den plantebaserede udvikling i Canada, samt om plantebaseret ernæring og sundhed. Vesanto Melina er forfatter til adskillige bøger om vegetarisk, vegansk og rawfood-ernæring og hovedforfatteren bag den nordamerikanske diætistforenings vurdering om, at veltilrettelagt vegetarisk inklusiv vegansk kost er egnet i alle livets stadier, også under graviditet, amning, for spædbørn, børn, unge, ældre og atleter. Den førende danske diætist inden for plantebaseret kost, klinisk diætist Maria Felding, vil være vært for Melina. 

I den politiske paneldebat “Plantebaseret kost i fremtidens sundhedspolitik?” diskuteres hvilken rolle, plantebaseret kost kan og vil spille i fremtidens sundhedspolitik. Bør politikerne gennem lovgivning forsøge at fremme grønnere kost? I så fald, hvilken type lovgivning? Afgifter? Maden i de offentlige køkkener? Oplysningskampagner? Mød blandt andre Øjvind Vilsholm (medlem af Folketinget for Enhedslisten), Carl Valentin (folketingskandidat for SF, tidl. formand for SF Ungdom) og Franciska Rosenkilde (medlem af Borgerrepræsentationen i København for Alternativet). Navne fra flere partier bekræftes senere.

Mød en af verdens stærkeste mænd, når Patrik Baboumian fra Tyskland slår vejen forbi Tiøren. Siden han blev veganer i 2011, har han i dobbelt forstand været en af de stærkeste stemmer for en vegansk livsstil i sportsverdenen. Med dokumentarfilmen “The Game Changers” (produceret af James Cameron) er han endnu en gang med til at sprede budskabet.

Hvordan er det at opdrage sine børn vegansk? Oplev veganske forældre dele ud af deres erfaringer og svare på spørgsmål sammen med klinisk diætist Maria Felding.

Plantetinget, en dansk podcast om plantebaseret levevis, får besøg af ironman-triatleten Frederik Andersen, en plantebaseret triatlet, der flere gange har kvalificeret sig til verdensmesterskaberne i triatlon på Hawaii. Ved interviewet skal vi blandt andet høre om Frederiks træning og forberedelser til verdensmesterskaberne og selvfølgelig snakke om triathlons 4. disciplin, nemlig kosten. Hvordan griber Frederik dét an, både som familiefar og sportsmand i én af verdens hårdeste idrætsdiscipliner?

 

Etik

Etik er et andet stort emne på Vegetarisk Festival. Det er den primære årsag til, hvorfor nogle vælger at leve helt vegansk, men spiller også en rolle for mange, der søger at mindske dyrs lidelser ved at leve vegetarisk eller fleksitarisk.

Bliv klogere på hvad etik har at gøre med kost, når Peter Singer diskuterer etik med hhv. Mickey Gjerris og Peter SandøePeter Singer anses af mange for at være en af ​​fædrene til den moderne bevægelse for dyrs befrielse. Han er også en stærk indflydelsesrig tænker inden for fattigdom og altruisme. Hans bog Animal Liberation fra 1975 er måske den mest indflydelsesrige, der nogensinde er skrevet vedr. etikken om, hvordan vi bør behandle dyr. I bogen argumenterer han mod vores nuværende behandling af dyr, der er baseret på “speciesisme” (et udtryk der tidligere blev skabt af Richard D. Ryder), og at speciesisme ikke er mere forsvarligt end racisme eller sexisme. Som professor i bioetik ved Princeton University og ved School of Historical and Philosophical Studies ved University of Melbourne regnes han stadig som en af ​​vor tids mest indflydelsesrige filosoffer.

Lever du allerede plantebaseret, kan du få indsigt i konstruktive måder at sprede budskabet på, når Tobias Leenaert holder foredraget “How to create a vegan world”. Tobias Leenaert er forfatter til “How to Create a Vegan World: a Pragmatic Approach” og blogger på veganstrategist.org. Han er en mangeårig taler og strateg, og sammen med Melanie Joy arrangerer han gennem Center for Effective Vegan Advocacy (CEVA) seminarer og træning i vegansk fortalervirksomhed over hele verden. Han er også medstifter af ProVeg, en international pro-vegansk organisation med det formål at reducere det globale forbrug af animalske produkter med 50% inden år 2040.

Seneste nyt

Skriv her og klik på Enter for at søge