Interessen for plantebaseret mad vokser fortsat i Danmark. Når madmessen Plant Food Festival 2025 åbner dørene i Øksnehallen i København, bliver det for et rekordstort publikum. Allerede nu har over 7.000 personer booket billet til Danmarks største grønne madfestival.
Det er en fordobling i forhold til sidst, festivalen blev afholdt i byen.
“Vi er glade for den historisk store interesse for at prøve nye produkter og få inspiration til grøn mad i hverdagen. Undersøgelser viser igen og igen, at 2 af 3 danskere er åbne for at spise mindre kød og mere grønt, og den store tilstrømning til Plant Food Festival viser, at det ikke længere kun handler om holdninger. Folk vil ud og smage, opleve og finde nye løsninger. Det er en stærk bekræftelse af, at det grønne køkken for alvor er ved at vinde indpas hos danskerne,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening.
Det er Dansk Vegetarisk Forening, der i samarbejde med Plantebranchen arrangerer Plant Food Festival.
To dage med smag, viden og inspiration
Messen byder på to dage fyldt med smag, viden og inspiration. Mere end halvtreds udstillere præsenterer alt fra prisvindende mildt forarbejdede alternativer til kød, plantebaserede oste og snacks over rene råvarer, drikkevarer til nye fødevareteknologier.
På scenerne kan gæsterne opleve oplæg, debatter, præmie- og prisuddelinger, hvor blandt andre Vicki Berlin og forsker Iben Lykke Pedersen medvirker.
“Danske virksomheder har udviklet en lang række lækre produkter, som er mildt forarbejdede, ofte økologiske og kan gøre det nemmere at spise grønt i hverdagen. Vi er glade for den store interesse for at prøve de nye løsninger, der kan forene madglæde, sundhed og ansvar for planeten,” siger Rune-Christoffer Dragsdahl.
Plant Food Festival er gratis at gæste takket være støtte fra Fonden for Plantebaserede Fødevarer, Plant2Food, Plant Mate by Organic Plant Protein og magasinet Spis Bedre.
Avisen Politiken er kommerciel mediepartner på begivenheden.
Plant Food Festival finder sted i Øksnehallen i København d. 1. og 2. november. Adgangen er gratis, men kræver billetreservation via www.plantfoodfestival.dk/billetter.

