Vælg plantebaseret på grillen
Det er sommer, og uanset om solen skinner, eller vejret er ustadigt – vi er vel i Danmark – skal der grilles. I baghaven, i sommerhuset eller i det lokale grønne område. I år vil vi i DVF dog sætte fokus på, at de hyggelige grillaftener også kan være en anledning til at gentænke vores valg og tage mere ansvarlige beslutninger for klimaet og naturen.
Ved at vælge plantebaserede produkter til grillen kan du nemlig gøre en reel forskel. Du kan lave din egen lille, lækre revolution, hver gang du tænder op.
Det handler om nydelse, om samvær og om hygge. En plantebaseret grill bugner af smagfulde muligheder som grillede auberginer, forskellige plantepølser, marinerede svampe, bønneburgere eller linseburgere, lækkert brød osv. osv. osv. Lige til at dele med familie og venner.
Det er nødvendigt, at vi tager snakken om, hvilken klima- og miljøpåvirkning den mad, vi spiser, har. Selv om der er store følelser forbundet med emnet. Vi er nødt til at insistere på, at der findes et bedre alternativ til den gigantiske foderproduktion, der spilder dyrebare ressourcer hver dag året rundt og både lægger beslag på sårbare økosystemer i Sydamerika og presser naturen i Danmark. Vi skal vise vejen til en mere plantebaseret fremtid med respekt for dyrene og for vores planet.
Mange ved stadig ikke, at kødproduktion er en af de største drivkræfter bag afskovning i Sydamerika. Ja, konvertering af skov til afgrøder er faktisk den største årsag til tab af skov. Ifølge FAO står det for mindst 50% af den globale skovrydning, hvoraf produktionen af sojabønner nævnes som en af de største syndere.
Det er kke kun regnskoven i Amazonas, der bliver ryddet for at skaffe plads til gigantiske mængder dyrefoder, men også sydamerikanske naturområder som Cerradoen og Pantanal. De er blandt verdens mest artsrige økosystemer og er dermed utrolig dyrebare områder. Danmark importerer hvert år omkring 1,5-1,8 millioner ton sojafoder, typisk fra Sydamerika, hvilket er med til at rydde regnskoven, udrydde truede dyrearter – og skade klimaet.
Interessant nok er sojabønnen isoleret set en fantastisk afgrøde, da den både indeholder megen protein og er ganske areal-effektiv. Men det forudsætter, at vi bruger sojaen som menneskeføde frem for at fodre dem til produktionsdyr, som vi mennesker derefter spiser. Cirka 80 % af verdens sojabønneafgrøder bruges p.t. til dyrefoder. Blot 7 % bruges i produkter til menneskeføde, mens resten bruges til eksempelvis olier og som biobrændsel. Undskyld, Amazonas.
At have en stor sojaproduktion til landbrugsdyr giver en meget større miljøpåvirkning end at producere sojabaserede fødevarer direkte til mennesker, da der er et enormt ressourcespild forbundet med den animalske produktion.
Selv om noget soja er certificeret som “bæredygtig”, dækker disse certificeringer ofte kun en brøkdel af produktionen og tager ikke altid højde for indirekte skovrydning. Samtidig er omkring 80 % af den soja, vi importerer, ifølge Concito stadig ikke certificeret.
Nogen siger, at det, vi i Danmark gør, ikke nytter noget globalt. Men hvis ingen gør noget, sker der heller intet. Danmark har teknologien, ressourcerne og befolkningens vilje til at gå forrest. Vi har også et stort historisk ansvar, fordi vi i årtier har udledt langt mere CO2 per indbygger end mange andre lande.
Derfor sætter vi denne sommer i en ny kampagne fokus på sammenhængen mellem kødet på grillen og rydning af dyrebare naturområder. Du kan følge med på vores sociale medier. Giv gerne kampagnen et like og et venligt ord med på vejen, hvis du er enig i budskabet.
Og husk:
Hver gang du vælger plantebaseret, er du en del af løsningen på mange af de udfordringer, vi står overfor. Og samtidig sender du et signal til producenter, til supermarkeder og til politikerne om, at der er efterspørgsel på plantebaseret mad. Det giver dem mod til at investere mere og mere på området. Du viser også, at forandring er mulig. Og du hjælper naturen fra Amazonas til Als.
Lige nu og resten af 2025 får du matchet dit bidrag til DVF. En ekstern donor har været så gavmild at matche alle nye medlemmers støtte samt opgraderinger af støtte fra eksisterende medlemmer 1:1. Så du får ekstra meget ud af dine støttekroner netop nu. Samtidig er du med i konkurrencen om et gavekort til webshoppen GreenOS, der har et stort udvalg af plantebaserede varer, hvis du bliver medlem inden den 31/7.

