Ildsjæle der bidrager til OPstart

Vi har i DVF gode kontakter og samarbejdspartnere inden for plantebaserede fødevarer. I regi af OPstart har vi spurgt 5 af disse, der er succesfulde iværksættere fra hver sin virksomhed, om de havde lyst til – helt kvit og frit – at byde ind med deres personlige erfaringer og indsigter fra deres første tid som iværksættere og dermed hjælpe nye startups godt på vej. Det sagde de stort JA til, og det er meget værdifuldt at have dem tilknyttet projektet. Her deler de ærligt, hvad der har været af bump på vejen for dem, hvordan de tacklede det, og hvad der var særligt vigtigt og brugbart for dem.

De hjælper alle i OPstart med sparring, feedback og med åben og ærlig deling af egne erfaringer. Nedenfor kan du se, hvem de 5 iværksættere er.

Christian Cordius, Banana CPH

Efter et udvekslingsforløb på Hawaii vendte Christian Cordius hjem til Danmark med et brændende ønske om at bekæmpe madspild. I dag er han stifter og direktør i Banana CPH, der bearbejder og gensælger »grimme« overskudsbananer fra detailhandlen.

Henrik Have Christensen, Planteslagterne

Vores store drøm er, at plantebaseret mad rent faktisk er fyldt med hele grøntsager og planter. Det er faktisk ret simpelt. Så det er dér, vi er startet. Med at lave god, økologisk mad af hele råvarer. Vores ingredienslister kræver ikke en fremmedordbog at forstå. For Henrik var det ønsket om gennemskuelige fødevarer, der samtidig bidrog til ens egen personlige sundhed, der fik ham til, sammen med sine kolleger, at kaste sig ud i at være iværksætter.

Lasse Vinderslev, Plante kompagniet

Lasse har mange års erfaring i fødevarebranchen fra ansættelser hos Kraft Foods, Orkla Danmark og Bisca, og frem til april 2020 har han ejet og drevet Oxford Biscuits. Nu kører han på med Plante kompagniet. Plante kompagniet har en milliardkoncern i ryggen og gør klar til at erobre nye markeder med egen produktion af økologiske, veganske og gluten- og laktosefri produkter.

Anja Bindesbøll, Glean

Anja har en stor passion for vegansk madlavning og innovation. Anja besluttede sig for at lave de første veganske flødeboller på markedet i 2018. Udviklingen startede i hendes lille tekøkken på Nørrebro, så i et større professionelt køkken på Amager og nu har hun en café og produktionskøkken på Ægirsgade 46 og stad i Torvehallerne. Centralt for flødebollerne er kikærtevand, også kaldet aquafaba, som piskes til skum. Udover at være en god æggeerstatning, er kikærtevand også et spildprodukt i fødevareproduktion og i køkkenet derhjemme. Det er en essentiel værdi hos Glean at tackle dette madspildsproblem i fødevarestrømmen og derfor upcycler de aquafaba fra storproduktioner.

Ditte Tranberg, Linser for Livet

Ditte opdagede i 2017 sammen med en god veninde, at der findes linsemel. De syntes det havde stort potentiale, og at det manglede på det danske marked. Så de greb ideen og gik i gang, og et halvt år senere havde de det første glas linsemel klart til salg. Ditte har siden 2019 drevet virksomheden alene, og samarbejder med udvalgte innovative landmænd i Danmark, der dyrker linser og hestebønner til hende. Ud over salg af fødevarer tilbyder Ditte oplæg, workshops, catering, undervisning i grønne proteiner m.m.

Skriv her og klik på Enter for at søge