Top 10 anbefalinger og råd til dig som iværksætter
1) Fokusér på smagen af dit produkt – smag er det ultimativt vigtigste parameter for forbrugerne (Kilde: DVF’s forbrugeranalyse 2021, m.fl.). Fra et større perspektiv er det vigtigt, at de plantebaserede produkter, forbrugerne kaster sig ud i at prøve for første gang, er rigtig gode smagsmæssigt, for ellers kan det gøre, at forbrugerne i højere grad vil gå udenom plantebaserede produkter en anden gang – og det er ærgerligt for alle, der producerer plantebaserede fødevarer og for hele den grønne omstilling. Så altså: Hokus pokus, smagen i fokus – lyder vores opfordring, højt og kraftigt.
2) Få feedback på smag, tekstur, udseende osv. på dit produkt så tidligt som muligt i din udviklingsproces – og spørg ikke kun venner og bekendte, eller folk du selv er ude at møde – benyt et uvildigt smagspanel, der ikke kender eller møder dig og dermed farves af deres indtryk og relation til dig, men som kan give feedback baseret udelukkende på dit produkt – fx Dansk Vegetarisk Forenings forbrugerpanel. Jo før du får feedback fra uvildige, des bedre chance har du for at justere på dit produkt og faktisk fra start tilbyde noget, som forbrugerne efterspørger og ønsker at købe – mere end én gang.
3) Tilstræb at producere og at tilbyde økologiske, danske produkter. Ikke kun fordi det er til gavn for miljøet og sundheden, men også fordi 63% af forbrugerne derude “i høj grad” ønsker at købe økologisk, og 77% af forbrugerne mener det er vigtigt, at produkter er danskproducerede (kilde: DVF’s forbrugeranalyse 2021).
4) Vær realistisk i din prissætning, hvis du ønsker succes med salg. Hvad ville du selv give, hvis du stod i supermarkedet? Hvad ville dine venner give? Hvad koster tilsvarende/lignende produkter? Mange iværksættere sætter prisen for højt, fordi de har deres produkt meget kært og produktionsomkostningerne er høje, når der i starten kun produceres små batches. Dette kan hindre, at supermarkeder og andre salgsplatforme vil tage dit produkt ind. Benyt evt. Dansk Vegetarisk Forenings forbrugerpanel til at hjælpe med feedback på prissætning.
5) Sammensæt et stærkt team med forskellige kompetencer og erfaringer, som har en god fælles kemi og arbejdskultur.
6) Opdel ansvaret og rollerne i teamet – hvem skal tage sig af produktionen, markedsføring, salg, regnskab? Hvem skal være det primære ansigt udadtil? En skarp ansvarsfordeling giver autonomi og motivation – og vil få jer hurtigere frem til succes. Gå efter, at I hver især kun har ansvarsområder, som I er motiverede for, eller er dygtige til.
7) Udbyg dit netværk ved at række ud til andre iværksættere – både nye som dig selv, men også mere erfarne. Deltag i events for iværksættere og tilstræb at hilse på så mange som muligt, så du får mødt gode kontakter. De fleste iværksættere inden for plantebaserede fødevarer er ildsjæle og hjælper gerne andre ildsjæle, så ræk ud og spørg om råd og hjælp.
8) Vær skarp på, hvad der gør netop dit produkt til noget særligt. Supermarkeder m.fl. tager ikke produkter ind på hylderne, hvis ikke det er meget tydeligt for dem, hvad dit produkt går ind og erstatter og tilbyder, og hvorfor dit er bedre end det, de allerede har. Måske er dit produkt danskproduceret – og samtidig økologisk? Måske har du en meget renere ingrediensliste end de konkurrerende produkter – færre e-numre? Måske er dit produkt meget lettere at tilberede?
9) Overvej hvad målet egentlig er – går du efter at kunne leve af det? Eller at opbygge en god virksomhed, for så at sælge den? Er det egentlig mest et hygge/hobbyprojekt? Går du efter at have 30+ ansatte på sigt – og hvor ser du så dig selv i det? Med andre ord: Overvej om din virksomhed er skalerbar (kan din produktion og salg øges markant?), og om det egentlig overhovedet er et mål for dig, at den bliver det.
10) Kom ud og vær på radaren, så snart du faktisk ønsker, at folk skal blive opmærksomme på dig: Registrer dig med CVR-nr., opret en hjemmeside, en mailadresse, en facebookside og en Instagram profil. Det er nemlig svært for velmenende og interesserede folk at hjælpe dig frem, hvis der ikke er noget at henvise til. Sørg for, der er liv, ved at lægge billeder og evt. videoer op regelmæssigt, så det er tydeligt for besøgende, at din virksomhed er aktiv og vil noget – og få gerne hjælp fra eksterne til at skabe den rette visuelle identitet, hvis du ikke selv har tjek på det (endnu).