JOD

En plantebaseret og en vegansk kost er typisk lav på jod.

Jod er et mineral, der er essentielt for dannelsen af stofskiftehormoner. Disse hormoner dannes normalt i vores skjoldbruskkirtel, og har den ikke jod til rådighed, kan den begynde at vokse. Her kan det komme til at ligne, at man har en hævelse på halsen, og dette kaldes struma. Struma kan forekomme både ved for lavt og for højt stofskifte og mangel på jod kan forårsage begge dele.

Jodmangel er en af de mest almindelige næringsmangler verden over. Også i Danmark var det et stort problem i 1990’erne, hvilket resulterede i, at mange danskere led af forhøjet stofskifte. Derfor begyndte man i 2000 at berige bordsalt med jod, og siden er forekomsten af jodmangel faldet markant.
Bemærk at havsalt og himalayasalt ikke er beriget med jod.

Hvad er de primære kilder til jod?

Der er næsten ingen naturlige kilder til jod i den danske kost. Vores indtag af jod kommer særligt fra brød (pga. det berigede salt) og mælkeprodukter (køerne får mineraltilskud med jod i foderet). Den rigeste kilde er dog havplanter – tang, hvilket er grunden til, at fisk også indeholder jod.

I en vegansk kost er beriget salt og tang de eneste kilder til jod. Skulle man få nok jod gennem salt alene, ville det dog kræve 8 g. jodberiget salt dagligt, inklusiv det salt, der er i købebrød og andre forarbejdede fødevarer. Det maximale saltindtag bør ifølge Fødevarestyrelsen begrænses til max 5-6 g., da salt øger risikoen for bl.a. forhøjet blodtryk. Andre ekspertorganisationer råder til endnu lavere indtag.

Hvordan får man nok jod i kosten?

Behovet for jod er 150 µg dagligt for voksne.

Så hvordan får man den mængde, hvis man samtidig er opmærksom på ikke at få for meget salt? Der er to måder at få nok jod via en vegansk kost. Enten bør det opnås gennem et tilskud eller gennem tang.

Tang er suverænt den rigeste jodkilde. Faktisk er nogle tangsorter så jodholdige, at det kan blive skadeligt for os. Derfor er det vigtigt, at man vælger den rigtige – og det er noritang.

Noritang har et moderat jodindhold på ca. 16-50 µg/g, Dvs. at ca. 2 plader noritang dagligt kan dække behovet.
Det er dog ikke alle, der kan lide noritang eller finder det særlig praktisk, og derfor kan et tilskud være en god idé. Særligt for gravide og ammende, hvor behovet er endnu højere.

Et tilskud svarende omtrent til behovet er en god rettesnor. Hvis du allerede tager en multivitamin, er du sandsynligvis dækket ind gennem den, og du bør således ikke tage ekstra tilskud. Jod kan nemlig også overdoseres, og grænsen går ved 600 µg/d.
Der fås jodtilskud på 50 µg i én pille, så det er forholdsvis nemt at dosere.

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Klinisk diætist Maria Felding (Link: diaetist-felding.dk)

Se også vores andre sider om næring:

Skriv her og klik på Enter for at søge