Kampagner

VEGETARISKE VALG

Dansk Vegetarisk Forening og fotografen Frida Nygaard Gregersen har i samarbejde lavet en portrætserie, der viser et nuanceret billede af det vegetariske valg.

Det er folk fra hele landet, mangfoldigt og tæt på.

Casepersonerne er portrætteret i deres eget miljø og interviewene er tro mod personernes eget ordvalg.

 

picture10

Jeg har været landmandskone i en del år, og i de sidste 15 år af mit arbejdsliv var jeg postbud. Vi havde et traditionelt dansk landbrug med et kohus og et svinehus. Jeg savner det ikke, for udviklingen gik imod noget, jeg ikke brød mig om. Det skulle være større og større, og mere og mere effektivt. Det var ikke mig. Engang læse jeg en notits i avisen om nogle folk fra Afrika, som var på besøg i Danmark. De kunne slet ikke forstå, at alt det, der gror på markerne i sådan et lille smørhul, bare blev proppet gennem nogle dyr. Det forstår man jo godt. Det er simpelthen for meget. Da jeg flyttede til Jylland først i 70’erne, kan jeg huske, jeg undrede mig over, at folk spiste så meget mere kød, end vi gjorde i København. Men det er klart, for når man bor på landet og har kødet, så spiser man det også. Jeg kan huske, jeg indimellem tænkte, at det var for meget. Det var kød, kød og atter kød. Så det kan godt være, at det var der, det startede for mig. Men det var også oppe i tiden, det der med at spise nogle andre ting.

Trine, 66 år, Fjaltring

picture1

Det startede som et for sjov nytårsforsæt i 2016, og nu kan jeg ikke se nogen grund til at gå tilbage. Jeg tænkte dengang, nu tager jeg et år som vegetar for at prøve det til højtiderne. Jeg havde en oplevelse af, at vores madkultur er alt for centreret omkring kødet. Det var lidt spændende at se, hvad jeg så skulle spise, hvis jeg nu fjernede kødet. Det var nemmere end forventet. Det gav til gengæld nogle mærkelige oplevelser pludselig at blive set som en vegetar. Jeg var i Paris med min klasse og talte med en klassekammerat, som sagde: ‘Man kan ikke være vegetar og gå med læder.’ Til det svarede jeg: ‘Jo, det kan man sådan set godt, hvis ikke det har noget med dyrevelfærd at gøre.’ Allerede i det sekund hun hørte, at jeg var vegetar, var jeg blevet sat i en eller anden bås – som en, der gjorde det af etiske årsager. Det var ret fascinerende, hvor hurtigt det gik, på trods af at hun kendte mig i forvejen. En anden gang var der en fyr, som viftede et stykke bacon i hovedet på mig. Det var simpelthen sådan en mærkelig ting at gøre. Jeg ved ikke helt, hvilken reaktion han havde forventet. Det er ikke noget, der støder mig. Altså jeg bor jo i et hus, hvor der spises kød.

Mille, 18 år, Aarhus (bor stadig hjemme)

picture3

Jeg begyndte at spise vegetarisk som en nødløsning, da kødet på min efterskole ikke var halal. Efter et par uger syntes jeg, at maden var fantastisk. Da vi startede på skolen, var der kun 5 vegetarer ud af 100 elever, men man kunne vælge at prøve vegetarisk mad i en periode, og det var der mange, som gjorde. Det endte med, at vi var omkring 30-35 vegetarer, og vi var mange, som kunne tale med hinanden om maden. Men her, hvor jeg bor i Høje Gladsaxe, er der ikke nogen vegetarer. Her har man langt større problemer end at tænke på, hvad man spiser. Her bliver andre ting prioriteret, og det har jeg fuld forståelse for. Mange kommer også med en kulturbaggrund, hvor kød var noget, man skulle arbejde hårdt for, da det var dyrt. Når man så kommer til Danmark, er der kød i lange baner, og derfor bliver der også spist meget af det. Men mange får også hjerteproblemer, for højt kolesteroltal og diabetes, når de bliver ældre. Så selvfølgelig ville det hjælpe at se på vores kost, og hvordan vi tilbereder maden. Men det er en helt anden kulturkamp, som jeg også prøver at deale med – men det tager tid.

Suleman, 16 år, Høje Gladsaxe

picture7

Allerede fra fødslen havde jeg voldsom allergi. Som årene gik drillede pollenallergien mig meget om foråret og bronkitis om vinteren. Sommetider fik jeg beordret sygeleje i en uge, fordi lungerne havde udvidet sig på grund af hosten. I puberteten stødte eksem til, og jeg kom i konsultation hos Dr. Auken, en anerkendt hudekspert, som sagde: ‘Ved du hvad Niels, du er uhelbredeligt syg, og jeg kan ikke gøre noget for dig.’ Jeg havde heldigvis en mor, som ikke var særligt autoritetstro, så jeg kom til naturlæge Aksel O. Hansen. Han var det, vi i dag vil kalde en kostvejleder. Jeg skulle ikke ryge, ikke drikke alkohol og ikke spise kød. I løbet af 5 måneder var jeg erklæret rask. Og så skete der det sjove, at i sommeren 1956 skulle jeg på en ferie med mine forældre og min bror – og hvem møder vi på færgen fra Hundested til Grenå? Dr. Auken! Da han så mig, slog han armene ud og sagde: ‘Jamen Niels, der er jo sket et mirakel!’.

Niels, 79 år, København S

picture9

Det er dyr.

Astrid, 5 år, Hjallese

picture6

Jeg kommer egentlig fra en meget kødspisende familie, hvor min far var grise-landmand. Det var 750 grams bøffer, for der var status i at spise store bøffer. Så mødte jeg min kone, og hun var vegetar. Jeg var i starten af tyverne og med på alt, der var nyt og spændende. Jeg fandt hurtigt ud af, at vegetarisk mad ikke føles anderledes. Det handler bare om tilvænning. Og så på et tidspunkt sagde jeg ‘nu er jeg vegetar’, og når man siger det, så bliver man det også mere. Folk bliver meget forundrede, når jeg fortæller, at jeg er vegetar. De har ofte forestillinger om, at når man ikke spiser kød, så ser man ud som én, der lider afsavn. Men jeg har faktisk aldrig haft lyst til at smage på kødretterne. Og det kan godt nogle gange undre mig, for i de 25 år vi har haft hus, har vi haft vores egne køer, gæs og geder, som jeg vidste havde levet et godt liv.

Lars (til venstre) med sin familie, 54 år, Vester Skerninge

picture4

Sundhedsaspektet var nok det, der holdt mig mest tilbage. En af de ting, der hjalp mig til at tage skridtet, var alle de sportsfolk i USA, som spiser vegansk. Hvis en professionel NFL-spiller eller bodybuilder kunne, så kunne jeg nok også. Det havde en stærk effekt på mig, og jeg tænkte, at det kunne jeg også bringe videre til andre. Så jeg begyndte at træne som en form for aktivisme – en stille aktivisme. Når jeg løfter mere end sidemanden, som laver den samme øvelse, kan han ikke komme med noget godt argument for, at jeg ikke får protein nok. Det er meget nede på jorden, og det synes jeg egentlig er rart. Det fjerner nogle blokeringer, fordi de konkret kan se, at det fungerer. Det var derfor, jeg begyndte træningen for to år siden, og nu stiller jeg op som bodybuilder i konkurrencer. Det er klart en aktivisme, for jeg synes egentlig ikke, det er fedt at stå på en scene smurt ind i bruncreme.

Niclas, 27 år, Valby

picture5

Vi er vokset op på Nørrebro som vegetarer. Her er folk meget åbne over for alt. Så jeg synes ikke, det er noget, vi har behøvet at forsvare. Selvfølgelig bliver der lavet jokes, men der bliver lavet jokes om alt! Jeg ved ikke med min bror, men når folk spørger mig, hvorfor jeg ikke spiser kød, så plejer jeg at sige: ’Forestil dig, at du skal spise menneskekød, ville du gide det? Synes du, det er lækkert?’ Sådan har jeg det. Jeg vil hellere bare spise maden i stedet for at give den til dyrene og så spise dem. Jeg synes, det er latterligt, når folk fortæller andre, hvordan de skal leve deres liv. Jeg er totalt for at oplyse folk. Folk skal vide, hvad det er, de laver, når de spiser kød. Hvordan dyrene bliver behandlet, og at produktionen ikke er gennemtænkt i forhold til ressourcespild og effekten på klimaet. Men i sidste ende må folk selv bestemme, hvordan de lever deres liv.

Legolas (til venstre) med sin bror Adam, 16 år, København N

picture2

Når man taler om, at man lever vegansk, trigger det folk. Det er jo værre end at tale om politik og penge. Jeg har levet sådan i 20 år, og jeg kan stadig få en masse kommentarer fra mine nære venner og familie om, at jeg er for ekstrem og for langt ude. Jeg har prøvet at skåne børnene for de værste oplevelser. Hvis de er ude til en børnefødselsdag, så skal de bare spise et pølsehorn, hvis det er det, de har lyst til. Det skal ikke give dårlige barndomsminder, at deres far og mor er veganere. Det er vigtigt, de ved, at det er okay. Vi var til en større familiefødselsdag, da den yngste var i to-treårsalderen. Der blev lavet de klassiske røde pølser på grillen, og hun ville gerne have en. Det fik hun selvfølgelig og sad og gumlede på den. Det gav nogle mærkelige reaktioner: ‘Haha, se lige, hun spiser pølse, hun kan jo godt lide det’. Så griner man bare med og tænker ved sig selv: Ja, hvor ofte kan børn ikke lide pølser …

Marc med sin familie, 40 år, Hornbæk

picture8

Jeg tænker aldrig over, at jeg er vegetar, for jeg har aldrig savnet kød. Det var kun i teenageårene, i en lille provinsby, når en eller anden til halbal råbte: ‘Der er hende vegetaren!’ Det er meget en følelse for mig. Man kan måske godt spise noget, hvor dyrene har haft det nogenlunde godt, men for mig er det bare så fremmed at skulle spise andre væsener. Om det er en ko eller en hund, gør ingen forskel. Samtidig står jeg indimellem og steger frikadeller til mine drenge. Jeg har ikke lyst til at bestemme over mine børn på den måde, det må de selv tage en beslutning om senere. Men selvom jeg ikke går ind og bestemmer, om de skal spise kød, så er der alligevel nogle værdier, jeg synes, de skal vokse op med – det handler om omtanke og ansvar i de valg, de tager.

Alaya, 34 år, Faxe Ladeplads

Tilmeld nyhedsbrev

Få de grønne nyheder direkte i din e-mail indbakke.

Skriv her og klik på Enter for at søge